Total eclipse of the heart - Aidan -

Sted :: Parken i Rosenclaw City.
Omgivelser :: Legende bøger, par på picnic, nogle der læser - det der normalt foregår i en parken.
Tid :: 12.03.
Vejr :: En anelse blæst fra tid til anden, men generelt godt vejr med solen der stråler igennem de hvide puffskyer.
Påklædning :: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/originals/72/70/54/727054195f057b085e1ca63b441ea4b8.jpg
Emne partner: @Aidan

Nadia gik hurtigt igennem parken. Hun havde tydeligvis travlt. Der var ikke noget hun skulle nå, hun ville bare gerne væk. Det var præcis et år siden, hendes mor døde. Selvfølgelig havde hun besøgt hendes grav, men lige netop den gang, havde det været så meget sværere. Hun havde været uden hendes mor et år, og i lang tid troede hun, at ingen kunne fylde det hul hun havde i sig. Efter hendes mors død, var hullet blevet en del mere tomt. Hun havde Jackson, og han hjalp hende så meget. Han var der for hende, og hun ville aldrig nogensinde undvære ham.

Hun stoppede op, da en bølge af en ukendt følelse ramte hende. Hun anede ikke hvad det var, men det var dragende som bare pokker. Hun så sig forvirret omkring, i et forsøg på at finde ud af, hvad der gjorde hun følte sig sådan. Intet virkede underligt eller unaturligt. Lige ind til hendes blik faldt på en mand, omtrent hendes egen alder. Udseendemæssigt i hvert fald. Hun tog et skridt imod ham, og følelsen blev stærkere. Sværere at modstå. En del af hende ønskede at vende om, gå hjem og glemme alt om den mærkværdige oplevelse. En anden ville finde ud af, hvordan en mand kunne have sådan en tiltrækningskræft for hende.


Før hun vidste af det, var hun på vej imod ham. Hun var sikker på, hun ikke have bedt hendes fødder om at bevæge sig. Alligevel stod hun nu her, foran en fremmede mand. På trods af han var fremmede, var han velkendt. Hun tog en dyb indånding og tøvede med at sige noget. Hvad skulle hun sige? Hun kunne ikke engang selv forklare, hvad der skete. ”Hej.” Hendes stemme var lys og emmede med usikkerhed. Hun var så uvant i den situation, at hun ikke kunne andet, end at føle sig usikker.

Påklædning http://images1.fanpop.com/images/photos/1500000/ADDITIONAL-SEASON2-PROMOS-jensen-ackles-1523213-1089-1450.jpg

Aidan, var næsten lige flyttet til denne by, af en eller anden grund, havde han nemlig følte sig draget til netop denne by, derfor havde han valgt og slå sig ned her nu. Det var os omkring tre eller 4 år siden, han havde forladt hans faste ramme i hans barndoms hjem.  Men nu, havde han fundet et sted og slå sig ned for tiden. Da han stadig ikke var sikker på om, han skulle rejse igen. Han, havde prøvede alt for at fjerne et tomrummet der var i ham, med rejser og elsker. Men ingen ting kunne gøre noget ved det, derfor havde han os tjent i militæret i et par år, inden han fandt ud af at det heller ikke var en hjælp.

Denne dag, havde han beslutte sig for at tag ned til parken som han, kun havde været nede i når der var stille. Men denne dag, havde han besluttet sig for at gå der ned, hans bene førte ham langsomt og sikkert ned i parken, hvor han så fandt en bænk og satte sig på. Han, havde aldrig været så glad for at læse. Men det var han blive da han fandt det bedre end og ligge og ha ondt af sig selv, i bogen var der billede fra alle hans eventyr og myter og legender. Den fylde en lille del i ham, eller det bilde han sig selv ind, sandheden var nemlig den at han, havde ingen ting der kunne fylde hullet ingen ting havde, virket han havde os prøvet og drikke det væk, hvilket var end galt.
Han begynde dog og mørke en mærklig føles som han aldrig, havde oplevet før nærme sig ham, han prøvede og holde den væk, men hans krop ville ikke lade ham. Han følte sig fængslet da, hans bene nærmest ikke ville bevæge sig denne ting var nemlig meget ukendt for ham.

Han kigget op da den blive stærke og så en smuk blond pige komme hen mod ham, hvor til han bed sig svagt i underlæben. Den følte nærmest som strøm, Aidan kiggede hende i øjne da hun talte, hvorefter han svaret hende med et nervøst ”hej” selv om han prøvede og være selvsikker hun kunne nærmest se ham, kende ham så godt at det nærmest, ville være løgn.  Aidan sende hende et smil der skulle virke opmuntrende.
var den første tænke der løb gennem hans hoved, hvor til den anden var*du virker genkendlig.* "heej, du må gerne sidde ned, hvis du har behov for det." Lød det svagt fra Aidan af, hvorefter han sende hende, et kærligt, smil.

Nadia hankede op i sin taske, rettede på hendes hår, hendes tørklæde. Alle ting, der var tegn på hun var nervøs og utilpas. Hun var normalt ikke utilpas omkring fremmede, men der var noget med ham, som hun bare ikke forstod. Da hun stod foran ham, kunne hun se nærmere på ham. Han grønne øjne, det mørke hår, den muskuløse overkrop. Han var bestemt attraktiv, men det lå dybere end det. Hun følte hun kendte ham. At hun havde kendt ham hele livet. Det var skræmmende og ukendt. Hun var lidt en kontrolfreak, at give slip på den måde, var utrolig svært for hende. Hun smilede let da han hilste, og så var der stille. Ingen af dem sagde noget i et stykke tid. For hvad skulle hun sige? Og hvad hvis han overhovedet ikke havde det som hende? Da han indbød hende til at sætte sig, sad hun på bænken, før han havde afsluttet sætningen.

Nadia sad et øjeblik, uvidende om hvad hun skulle sige. ”Har vi mødt hinanden før?” Hun kunne sværge på, hun havde mødt ham før, men han virkede bare ugenkendelig på nogle punkter og genkendelig på andre. Det var en så mærkværdig fornemmelse. Hun så lige ud. Hvis hun så på ham, ville hun blive mindet om hendes tiltrækning imod ham. Faktisk var det ikke bare tiltrækning. Det var dybere end det. Men hun turde ikke indrømme det. For hun havde Jackson. Hun kunne ikke bare glemme alt om ham for en fremmede. Hun kendte ikke engang hans navn. ”Jeg hedder Nadia.” Det måtte være en god start. Så ville de i det mindste ikke være fremmede længere.

Aidan kiggede på hende, hun så godt hun og havde en ydre der bare kunne tryllebinde alle. Men det var ikke så meget det han, følte for hende eller ikke kun det. Da hun spurgte ham om det, sagde han det i munden på hende, på samme tid som om han selv havde tænkt det samme som hende. ”Undskyld kende vi hinanden.” Da hun havde sagt det stod han et øjeblik og prøvede og slappe af der var så meget over hende, han følte han genkende eller kunne se sig selv i. ”Det føles sådan, gør det ikke altså jeg føler det som om vi har kendt hinanden for altid.” Da det var sagt ventet han på hendes svar, hvilket der medførte at han kiggede over på hende og sagde hans navn næsten på samme tid med hende. ”Aidan” da de, havde sagt det til hinanden. Stod han et øjeblik for sig selv, ikke kun følte han at han kende hende og kunne se sig selv med hende, men deres navne var så tæt på hinanden. De havde de samme bogstaver de var bare stillede op på en anden måde.

Aidan bed sig i underlæben, hvorefter han så hen på hende igen og blive fanget af hendes øjne, hvilket der ikke gjorde noget at dette her letter. Han følte en stærk tiltrækning til hende, som om hun gjorde ham fuldkommen hele. Dette var så syrealistisk, hvilket gjorde dette her meget være. Han havde aldrig haft denne slags med en person han snakket med, hvilket gjorde ham lidt bange men på en anden måde var det så rart han, han følte at hun var en der kunne forstå ham som ingen anden. Han kunne mærke på hende at hun var lidt usikker, hvilket han os selv var, hvis han skulle være hundrede procent ærlig. Men han regnet med, selv om det lød åndsvagt at han selv ville dæmpe lidt på det. ”Det er da løgn, vores navne er så tæt på hinanden det er da meget morsomt, men hyggeligt og møde dig Nadia.”

I kor stillede de det samme spørgsmål. Kendte de hinanden? Nej, det kunne de ikke. Hun glemte sjældent folk. ”Ja, sådan føltes det.” Nadia følte sig skyldig. Hun havde sådan en utrolig kemi med ham, men hun burde slet ikke have præsenteret sig for ham. Ikke med de tanker, der gik igennem hendes hoved. Hun havde Jackson, og hun elskede ham. Gjorde hun ikke? Da hun mærkede efter, føltes hendes kærlighed til Jackson svagere. Hvordan kunne hun bare stoppe med at elske nogen så pludseligt? Nadia rejste sig efter han havde præsenteret sig selv. Hun kunne ikke blive. Ikke når hun havde Jackson. Det kunne hun bare ikke. Hun lagde ikke så meget mærke til hans navn. Hun havde for travlt med at tænke.
 

”Jeg kan ikke blive her.” Nadia førte en hånd hen over hendes hår og sukkede dybt. ”J-jeg bliver nød til at gå.” Hun var tydeligvis ikke sig selv. Hvis hun blev, var hun ikke sikker på, hvad der ville ske. Hun kunne ikke risikere noget. ”Det var også hyggeligt at møde dig.” Hun så på ham og sank en klump. ”Undskyld jeg er uhøflig, jeg har et sted jeg skal være.” Hun gjorde klar til at gå, men nåede ikke mere end et par skridt, før hullet i hende igen føltes tomt. Hun tog et skridt imod ham igen, og hun følte sig hel. ”Du gør mig hel,” hviskede hun, mest af alt til sig selv. Hun vendte sig imod ham, men så ned i jorden. ”Du er ham, er du ikke?” Det var måske et spørgsmål, han ikke kunne svare på, men hun var næsten sikker på, det ville føltes sådan at møde den eneste ene for hende. En del af hende havde håbet, at det var Jackson. Men hun vidste, at han ikke kunne udfylde hullet i hende. Men Aidan kunne. Og det skræmte hende.

Aidan så på hende da hun rejste sig han kunne godt forstå hende, at hun bare ville væk fra alt dette her. Han følte det på samme måde kinda var han ret sikker på men det var som om, da hun stod ved siden af ham.  At han følte sig hele, det alt rejsen ikke kunne ha klaret for ham. Men denne kvinde kunne bare udfylde hele hans tomrum. Men de var stadig nød til og tænke på dem selv i sidste inde ikke, hvilket der gjorde ham mere forvirret, hvordan kunne han tænke på andre før sig selv nu. Det var som om hun var hans anden del den del, han aldrig nogensinde havde, haft eller været i kontakt med men på samme tid, føltes det som om det var rigtig og at hun var en del af ham, så han kunne ikke bare tænke på sig selv her. Ikke når han, havde fundet hans anden side, men det føltes dog godt, det eneste han var bange af var, at han ikke kunne forstå at han ville sætte hendes frihed og hendes behov frem før hans egen eller på samme tid med hans egen. Han bed sig svagt i underlæben, hvorefter han nikkede, han forstod hende godt men han ville ikke følge efter hende da hun gerne ville gå selv om hans hul blive større da hun gik og blive så gabende som det var før.

Aidan vidste ikke hvad, han skulle svare hende så derfor nikkede han bare, og svart på det, så godt han kunne. ”Du gør os mig hel.” mumlede han, hvorefter han kiggede på hende da hun sagde det næste og nikkede, ”det er jeg sikker for jeg føler det samme som dig tror jeg, det er som om jeg intet tomrum har.” Han tog en kort pause, hvor til han sagde det sidste. "Da du gik væk var det som om, du forlod et gabende hul." "Jeg tror jeg ved, hvad du føler."

Da det sidste var sagt kiggede han sig over skulderen der var ikke mennesker længere de, var begynd og tag hjem men en gruppe af vampyrer bevægede sig hurtigt over mod ham, hvilket fik ham til og trække hans pistol og gemme sig bag et træ, han hørte dem kort efter tale som om de vidste han var her, hvilket fik Aidan til og blinke til Nadia om og komme i dækning, eller væk. ”Du behøver ikke og blive Nadia, du har intet gjorde og jeg ved ikke, hvad de her vampyrer vil gøre mod folk der er i parken og er sammen med mig.” Han ville gerne sige det il hende, men derfor sende han bare sine tænker til hende, *jeg har lavet nogen fejl som, jeg blive nød til og rydde op på, havde troede jeg kunne løbe fra min fortid.* Dette var hans tænker som bare flød gennem hans hoved, mens han ladt sin pistol og begynde og skyde advarsel skud mod dem.

Nadia havde haft masser af tid. I mange år havde hun forberedt sig på, at hun en dag ville møde ham hun hørte sammen med. Men der var gået for længe, og hun var ensom. Så hun fandt en anden. En hun begyndte at elske, og en der fyldte en smule af tomrummet af hende. Nu hvor hun stod foran hendes anden del, kunne hun ikke acceptere det. Hun var forberedt på at gå, men tomrummet stoppede hende. Hun følte en del af hende blev taget fra hende, jo længere væk hun var fra ham. Det var så en ubehagelig fornemmelse, at hun aldrig ville udsætte sig selv for det igen. Så hun blev, hvad end det så måtte betyde. ”Jeg kan ikke fatte det her. Jeg ved ikke om jeg kan acceptere det.” Hun var ikke sikker på, hvor længe han havde ventet, men hun vidste bare hun havde ventet længe nok. Måske endda for længe.
 
Nadia reagerede ikke først på vampyrerne. Hun havde aldrig rigtig frygtet vampyrer. Hun havde heller ikke haft en grund til det. Men da han bad hende komme i dækning med hans øjne, slantrede hun hen til ham, og stillede sig bag et træ ved siden af ham. Hun åbnede sin taske, og så på ham da han talte. ”Jeg har manglet en del af mig selv i 70 år, en flok vampyrer skal ikke forhindre mig i at være her.” Nadia tog en lille armbryst frem og ladede den med en lille træpæl. Da hans stemme fandt sted i hendes hoved, blev hun først lidt forvirret. Kunne de læse hinandens tanker? - Vi har alle en fortid, jeg kan hjælpe med din. -

Nadia sigtede imod en af vampyrerne, og lige da Aidan skød ud i luften, skød hun selv en træpæl af sted. Hurtigt ladede hun den igen, og rettede imod den næste.

Aidan forstod hende godt og nikkede til hende, hvis det var hendes valg og forlade ham. Hvor han selv ville ha det gabende hul igen, ville han kunne leve med det for hendes skyld. Han ville nok ende i problemer igen, men sådan, havde hans liv altid været. Da hun sagde det han ikke i sine drømme kunne ha håbet på smilede han svagt til hende og nikkede, hvorefter han hørte hendes tænker svare på hans. Hvad skete der lige, men 70 år var os længe og ha ventet på ham. Aidan fulgte hendes bevægelse, hvor til han smilede til hende et varmt smil uden nogen bagtænker han, havde aldrig kunne gøre det før da han kun havde udnytte kvinder for deres plads, hvor til han så kunne stjæle noget, en af disse kvinder var denne Vampyr og hold da fast hun bar den meget af. Sådan at tracke ham helt fra den anden side af jorden, til denne by. *Du aner ikke, hvor meget dette her betyder for mig.* Kom det svagt fra Aidans tænker, hvor til han bevægede sig hurtigt og elegant om på den højre side, hvor han fik øje på dem igen. Disse kugler var nemlig lavet til og myrde disse vampyrer eller gør, det meget svære for ham at kunne bestemme over, hvad han ville gøre idet samme de, havde myrdet en og såret den anden valgt lederen og bruge sin vampyr kraft til og komme om til Aidan.

Hvor han svagt svarede hende så kæphøj han kunne gøre det, ”hvad fanden var det dig Jasmin.” Da kvinde vidste tænder af ham og prøve og bide ham, efter og ha sagt et par ord om at hvor var hendes penge og undskyldning, smilede Aidan bare helt roligt og håbet lidt af Nadia, vidste hvad de skulle gøre for han havde, en lang kamp mod hende, for hun ikke skulle drikke hans blod, eller forvandle ham. ”Du er min,” hvisket hun hvor til Aidan rullede med hans øjne, ”det komme aldrig til og ske.” Lød det netrual fra Aidan af, hvorefter han skubbede hende fra sig.

En del af Nadia ville gerne gå væk fra det hele. Bare glemme hvem hun var, og hvad hun havde manglet hele hendes liv. Men hun kunne ikke. Hun ville give op på alt for meget. I en overgang var Nadia meget ude om sig. Hun forsøgte desperat at fylde hendes tomrum med selskab fra andre mænd, men de seneste år har hun haft et fast forhold. Det virkede bedre for hende. Hun smilede over hans tanke og så på ham. Da Jasmin pludselig stod ved hans side, og endda forsøgte at bide ham, mærkede Nadia en vrede sprede sig i hende. Det var Aidan. Ingen skulle forsøge at skade Aidan. Hun følte en ubeskrivelig beskyttertrang over for ham. Hvilket bare gjorde hende en ubehagelig person. For vampyren, i hvert fald. Nadia følte meget for at bryde ind, men det virkede til, at Aidan havde det under kontrol. Så i stedet så hun bare til, og var klar til at hjælpe til, hvis det blev nødvendigt.
 
Da Jasmin sagde Aidan var hendes, voksede Nadias vrede. Aidan var hendes, og at høre en anden påstå det, fik hende bare til at indse, Aidan og hende var ment for hinanden. Hun kunne forsøge at kæmpe imod det, men det ville ikke virke. Nadia gik med selvsikre skridt hen til vampyren og greb fat om hendes krave, og løftede hende op fra jorden, så hun kun lige stod på tåspidserne. Hun var pludselig meget stærkere. ”Du tager fejl. Han er min.” Med en ukendt styrke, kastede Nadia vampyren ned igennem parken, og vinkede farvel til hende på vejen. Hun vendte sig så imod Aidan. De blev nok nød til at snakke om det. For selvom hun følte hun hørte sammen med Aidan på alle måder, kunne hun ikke bare glemme Jackson, som hun nok også burde snakke med. Når tingene var faldet på plads. ”Vi burde måske snakke om tingene.” Det hele var meget forvirrende for Nadia, og hun hadede den manglende kontrol hun havde.

Det var sindssyg, hvor let det var at holde vampyren i skak han følte han, havde flere kræfter mens Nadia var her. Da Nadia tog fat i Jasmine, stod han kort efter og prøvede og få styr på, hvad der skete. Han hørte hende sagde at hun var hans, hvilket der gjorde alt dette her mere forvirrende. Han stod et øjeblik, efter hun havde kastet Jasmine langt, væk hvilket der medførte at han så hen på hende igen, ”er hun okayyy.”  Lød det svagt fra Aidan af, hvorefter han kløede sig bag øret. Dette var meget akavet, han havde aldrig kunne lide den vampyr, men han mente stadig det var meget voldsomt. Aidan så hen mod det sted hun var blive kastet, hvorefter han træk på hans skuldre hun var sikkert helt mundlam, når hun rejste sig op, ”du ved godt, at vi sikkert lige har gjorde en rig vampyr sur ikke.” Han sagde det i princip kun for at beskytte hende, da han nemlig tænkte på hende første lige som ham, selv ”men mange tak for hjælpen, det kunne være end galt.” Han talte om sig selv, så han kunne ikke rigtig gøre noget ved det.
”Lyder som en god ide, ” den kemi der var mellem der var der stadig og han følte sig os hurtig mere klar tænkende det var som om alt, hvad der var ved ham var blive bedre ved ham. Han kunne tænke hurtige mere klart og han bekymret sig selv, for andre folk det gjorde han ikke, når han havde hans tomrum. Det var som om hun smitte af på ham, hvilket gjorde at han var nød til og få styr på lidt ting i hans hovedet.
Han hørte kort efter skridt, hvilket der gjorde at han vende sig om, hvor han prøvede og se efter, hvor lyden kom fra. ”Nadia, hørte du det.” Lød det meget kort fra Adian af, nærmest som en hvisken hun kunne høre. Han sende hende et charmerende smil til, hende som han havde gjorde hele vejen igennem.

Det havde overrasket Nadia, at hun havde haft styrken til, at smide vampyren så langt. Men som altid, forsøgte hun at skjule det. Uvidenhed var en svaghed, så det var bare blevet hende en vane, at skjule når hun ikke forstod noget. ”Vampyrer klarer sig altid.” Der skulle en hel del til at dræbe dem, havde hun erfaret. Så hun gik ikke ud fra, at den lille rutsjetur ville skade hende.
Nadia havde handlet impulsivt, og det var ikke noget hun normalt gjorde. Men det havde bare tændt en flamme i hende, som hun ikke kunne kvæle. Så hun handlede, og det var måske ikke den bedste handling. ”Jeg har lige gjort det værre for dig.” Hun så undskyldende på ham. Hun havde forsøgt at hjælpe, men i stedet havde hun pisset vampyren af, og muligvis forværret situationen. ”Jeg tror ikke jeg hjalp så meget.” Hun så ned imod vampyren, der var på vej væk.

Nadia forberedte sig på samtalen der ventede, selvom hun ingen anelse havde om, hvordan den skulle starte. Det var ikke ligefrem en vant situation for hende. Før hun overhovedet fandt på en start, hørte hun skridtene og blev opmærksom på det i stedet. - Jeg hørte det, - lød det i hendes tanker, og hun forventede han også ville høre det. Hvis det da fungerede sådan. ”Kom,” hviskede hun og listede sig ind i en busk. Det var muligvis ikke den bedste plan eller gemmested, men hun blev nød til at tænke hurtigt.

Aidan kiggede på hende, hvorefter han sukkede. ”Det kan ikke være værre, end det er.” Lød det fra Aidan, hvor han sende hende et opmuntrende smil. Aidan kiggede på hende, hvorefter han prøvede og finde på hvordan de skulle starte deres samtale os, men kort efter hørte han hendes tænker igen, han svaret hende kort efter med et enkel nik.*Yeah vi skulle måske gemme os,* han kunne høre alle de vampyrer der var på vej op mod dem med Jasmin igen, hvilket der gjorde at han fulgte efter hende da hun nævnte en buske, han lagede sig kort op af den, hvorefter han kunne mærke deres vejrtrækning han lagede sin hånd foran hendes mund blidt, for at være sikker på hun os var så stille som ham, ved det mærket han kort efter en en særlig kemi ting, da de bare sad ved siden af hende det var som om der var en masse gnister han, ikke kunne gøre noget ved. Det føltes som om han fik stød da han bare svagt kom til og røre hende og ikke en dårlig slags stød, bare den der som kilde.
*Well mens vi udtænker en plads kan vi vel lige så godt snakke via vores tænker, kan vi ikke Nadia.* Han havde behov for og komme væk fra parken så snart disse folk, havde valgt og lede et andet sted. Han prøvede og holde øje med, hvad der skete mens de sad og gemte sig her, ”de kan ikke være kommet langt og jeg skal nok få fat i Aidan og hans lille ven, han vil ønske jeg, havde forvandlet ham når jeg dræber ham og forvandle hans lille ven.” Hun talte på dette tidspunkt om Nadia, hvilket der fik et flamme op i ham, han havde så meget lyst til og dræbe hende. *Bare vent til jeg for tippet bordet over til min side, du gør ikke Nadia noget.* Var en tænke der dukkede op i hans hovedet, da han sad og gemte sig i busken med hende.
De var så tætte på og røre hinanden, at der nærmest ikke skulle noget til før at de gjorde det, da de var nød til og ligge tæt på hinanden. Så snart de ville røre hinanden ville det føles helt mærkeligt for ham og sikkert os for hende, som om at de smeltet sammen sikkert.

Nadia vidste ikke helt, om hun var enig. Men der var ingen grund til, at hun forsatte med at svare ham imod. Det ville ikke løse noget, i hvert fald. Det opmuntrende smil hjalp også. Deres vejrtrækning var ikke højere end normalt, men det ville være højt nok for en vampyr, som lige som ham, lagde hun en hånd for hendes mund. Da de var nødsaget til at sidde tæt, kunne hun for alvor mærke kemien imellem dem, og den blev sværere at modstå. Hvor meget hun end ønskede det. - Jo, lad os det. - Hun manglede bare stadig at finde ud af, hvordan hun skulle starte den. Der var ikke ligefrem en håndbog på, hvordan man er omkring sin sjælefrænde. Bare der var. Da vampyren truede både hende og Aidan, havde hun en trang til at agere, men det ville ikke være taktisk klogt. Så hellere vente til det rigtige tidspunkt.

Nadia smilede under hendes hånd, da hun hørte hans tanke. Han ville gøre alt for hende, og hun havde det på samme måde med ham. Han var så godt som fremmede, og alligevel ville hun gøre alt for ham. Fordi Aidan ikke kunne se hendes smil, måtte hun vise hendes taknemmelighed på en anden måde. Hun lagde hendes frie hånd på hans arm, og så ham i øjnene. Lige så snart hendes hånd lå mod hans arm, følte hun for alvor gnisterne slå til, og hun var et øjeblik bange for, at hun ville gå op i flammer. Hun mærkede en ukendt varme i hende, nærmest som om hun brændte. Måske var hun ved at gå op i flammer. Der lød skrig ved siden af dem, og Nadia undrede sig over hvad der var sket. Hun fjernede sin hånd fra ham, og skubbede nogle grene til siden, så hun kunne se hvad der skete. Der løb en vampyr forbi, der var ild i ham. En anden var drivvåd. - Hvad skete der?- Hun så på Aidan igen, med en vis bekymring i hendes blik. Det skete lige så snart de havde rørt hinanden. Var der en forbindelse?

Da han mærket hendes hånd på hans arm, kunne han mærke en meget kold ting over sig, det var ikke en kold ting, hvor man tænkte at det var kulde. Men mere end rare fornemmelse, som om han lige var gået ud af et vildt dejlig brusebad. Han kiggede over på hende da han hørte skrigende os, han hørte hendes tænker, hvorefter han fulgte med, han rørte hende svagt, for at se om det stadig ville gøre noget, han kunne se, hvordan man med vandet blive mere våd på samme tid kunne han så flammen starte igen, hvorefter han kiggede over på hende med et svagt hævede øjnebryn. *jeg aner ikke, hvad der skete, men jeg tror at når vi røre hinanden vækket vi en evne i hinanden.* Da det var sagt tog Adian sig sammen, *jeg bliver lige nød til og se om dette her virker.* Han rejste alt vandet der var i det lille spring vand, hvorefter det kom op og stå som en flodbølge de vampyrer der, så det var fastfrossen.

Aidan træk derefter sig selv tilbage, hvorefter han kastet vandet ned med sådan en kræft at de blive kastet tilbage af, hvilket medførte at Aidan blive nød til og ligge sin hånd på Nadias skuldre, hvor han svejet lidt, der havde været en kæmpe ting han, havde fået ud af det, hvorefter han bare, havde hamret et godt par liter ned over dem alle sammen, på en måde så de blive kastet tilbage, Aidan, prøvet og virke som om der ikke var noget galt, *det var da meget let,* lød det halv overbevisende fra Aidan af, men han var sikker på hun kunne gennemskue ham, hun var jo hans anden side. *dette her er vildt mærkeligt.*

Det var utroligt. De bragte noget frem i hinanden som ingen andre kunne. Det var skræmmende, på sin vis. - Jeg tror du har ret - Hun rynkede brynene en anelse, da han skulle teste et eller andet. En flod af vand bevægede sig forbi dem. Da han lagde en hånd imod hans skulder, følte hun igen varmen brede sig i hende. En behagelig varme. Som om den hørte hjemme i hende. Hun smilede over hans tanke. Han mente det tydeligvis ikke helt sandt. Han havde også haft brug for hendes støtte. Ikke at hun ville benægte ham den. -Sikker?- Lød det drillende i hendes hoved. Hun var ikke helt overbevidst om, han faktisk havde ment det. Hun sendte ham et svagt smil. Vampyrerne var pludselig blevet meget stille, så hun begyndte at tænke, de med stor sandsynlighed var væk. Nadia kiggede ud igennem buskene, og ganske rigtigt kunne ikke se nogen.

”Jeg tror der er fri bane.” Hun havde ikke noget imod, at have en samtale med ham i tankerne, men det var også rart faktisk at tale. Det virkede mere naturligt, og hun foretrak det sådan. Hun kravlede ud af busken og så sig omkring. Hun rettede hurtigt på hendes tøj og hår, og fjernede de enkelte blade der sad fast på hende. ”Vi bør nok tage den snak nu, inden nogen angriber os igen.” Nadia kunne ikke komme på nogen der ville angribe hende, men man kunne aldrig vide med Aidan. Hun kendte ham jo ikke. Men nu måtte hun bare starte den samtale, og ikke tænke alt for meget over det. ”Jeg har ventet længe på dig, og i lang tid har jeg holdt mig væk fra andre, fordi de aldrig kunne udfylde mit tomrum. Men jeg gav op for nogle år siden. Jeg troede ikke jeg ville møde dig før om lang tid, og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre ved det.” Hvis hun var sammen med Aidan - som det var meningen hun skulle - ville hun være utro med Jackson, men hvis hun blev hos Jackson, ville hun aldrig føle sig hel. Det var en umulig situation, og hun havde absolut ingen anelse om, hvordan hun bedst håndterede den.

Aidan fulgte efter hende så godt han kunne, hvor til hans tænker svaret hendes sikker med et.*Yeah, jeg har det alt, under kontrol.* Det lød os drillende, hvorefter han fik kæmpede sig frem gennem buskerne, hvorefter han så på hende, han syndes hun så ud til og være lidt udtydelig, han lyttet kort efter hvad hun sagde og da han havde, hørte det gik der et øjeblik inden det kom ind i han hovedet, hvorefter han faldt om. Han, havde jo lavet en flodbølge første gang, han skulle prøve det, så derfor faldt han sammen, men inden det skete noget han dog og sige noget, ”jeg rejste selv for at få det rum væk, men endelig nu har jeg fået rummet helet.” Det lød faktisk meget, åndsvagt når man tænkte over det, da han jo ikke som sådan kunne få hans rigtig ord, inden han besvimet så han dog hen på hende, ”Nadia jeg tror jeg.” Med de ord faldt han sammen lige midt parken, det gik så hurtigt at de ikke ville ha lagt mærke til det, hvis ikke de, havde fundet hinanden.

Derudover var den anden ting os at de beskytte hinanden, han følte en trang til og beskytte dem og, havde intet imod at det faktisk var ham som skulle, fylde hullet han havde, ikke engang hørte det meste desværre, men det var lige meget de kunne altid, for styr på disse små ting uden nogen problemer, hvilket gjorde alt dette her meget letter, hvorfor var meget let og svare på mente Aidan da, men han var sikker på de kunne komme gennem dette her uden et problem, da deres kemi var så stærk.

Nadia kunne nu meget godt lide Aidan. Ikke bare fordi det var deres skæbne at være sammen. Hun fik ham til at smile, og på det sidste havde det ikke været let. Det havde været næsten umuligt. Smilet falmede da hun begyndte samtalen. Det var ikke let for hende, men det skulle siges. Hun lyttede til hvad han sagde, og hun forstod det fuldstændig. I starten havde hun også flyttet meget rundt. Hun havde aldrig følt sig hjemme nogle steder. Men en dag, besluttede hun at ignorere den følelse. Hun stod med ryggen til ham, da hun havde på fornemmelsen, det gjorde det hele lettere.


Da han sagde en ufærdig sætning, vendte hun sig imod ham, lige i tide til at se ham falde om. Hun sad hurtigt ved hans side, og tjekkede efter hans puls. Heldigvis bare bevidstløs. Hun havde lige frygtet noget værre. Nadia greb fat under hans arme, og trak ham et mere privat sted hen. Der var ingen i nærheden, og hun havde erfaret, at få kom der. Hun fik ham lagt på en bænk og satte sig på knæ ved siden af den. Hun holdt om hans ene hånd med begge hendes, og bad til han ville vågne om. Hun kunne mærke hvor meget der ville påvirke hende, hvis ikke han vågnede. Det ville ødelægge hende fuldstændig. ”Vågn op. Du bliver nød til at vågne op.” Tårerne var et øjeblik fra, at løbe ned af hendes kinder. Hun kunne ikke miste ham, ikke når hun lige havde fundet ham. Hun rejste sig op og lagde hendes ene hånd imod hans kind, mens den anden stadig omfavnede hans. - Aidan, vågn op. Jeg har brug for dig. - Måske hjalp det, hvis han hørte hende i hans tanker.

Aidan var helt væk, ingen af de normale ting ville komme ind til ham, men da han begynde og høre hendes tænker begynde han og røre på sig. Han ville ikke forsvinde ikke nu ikke, efter han havde mødt sin anden halvdel det ville han bare ikke lige meget, hvad ville han ikke det. Han begynde derfor og kæmpe igen. Han sende tænker til hende, eller prøvet på det på samme tid, hvilket medførte at ha endelig kom igennem det, hvorefter hans tænker var klare igen, *jeg er ikke færdig i nu, så let slipper du ikke for mig. * Lød det halv drillende, hvorefter han endelig fik kæmpede sig igennem, hvilket der gjorde at da han så hendes øjne igen, efter og ha åbnet hans egen, kunne han ikke lade være med og lade hans hånd glide hen af på hendes kind.  ”Jeg er nogenlunde bedre, eller noget andet, vi kan gøre, for at gøre alt letter for dem pt.” "Undskyld jeg måske forskrækket dig," lød det kort af Aidan af, hvorefter han kigget ned i jorden og kløede sig i nakke, * jeg underskylder virkelig.*

Smerten var noget man nogen gang vende sig til, men ikke Aidan, han kunne ikke vende sig til et tom rum, hvilket gjorde alt dette her, meget værre. ”Men du, har ventet i, hvor mange år på mig.” Lød det ganske svagt fra Aidan af, han ville ønske han vidste, hvordan han kunne gøre alt letter for Nadia og ham, det ville være den bedste tjeneste, hvilket gjorde Aidan lidt bange os,  ”Jeg er her stadig.” Lød det svagt fra Aidan af, hvorefter han lod hans højre hånd ae hende på kinden, hvor han ville snakke lidt med dem inden, han kunne få noget nyt ud af alt dette her. *Så hvad, nu nogen forslag Naida.* Lød det charmerne fra Aidan af, hvorefter han sende hende et svagt smil igen.

Det påvirkede Nadia ubehageligt meget. Mere end hun ønskede det gjorde, for hun var bange. Mere bange end hun nogensinde havde været for noget. Da hun hørte hans stemme, kunne hun ånde lettet ud. Det hjalp hende så meget, at hun vidste han stadig var derinde. Da han åbnede sine øjne og lagde en hånd på hendes kind, reagerede hun impulsivt. Hun reagerede før hun nåede, at stoppe sig selv, før hun nåede at tænke fornuftigt. Hendes læber lå et kort øjeblik på hans, før fornuften slog ind, og hun trak sig hurtigt væk.

Hun lagde en hånd for hendes mund og satte sig en smule længere væk fra ham, men ikke så langt tomrummet vendte tilbage. ”Det er ikke din skyld. Det er okay.” Hun rømmede sig og rejste sig efterfølgende. - Måske skal vi… Måske er det bedst hvis vi lige får noget tid til, at vænne os til tanken. - Nadia havde i hvert fald en masse at tænke over, og det ville kræve meget af hendes tid. Hun var bare ikke sikker på, om hun nogensinde ville komme frem til noget, der ville gøre hende helt glad. Hun kunne ikke få både Jackson og Aidan.

Da han mærket hendes læber mod ham, blive han alt for chokeret over det. Den kemi der kom mellem dem, han mærket, hvordan hendes læber lå mod ham. Gav det ham nærmest et føles af strøm, hvor til han faktisk kunne lige det, og selv om det ikke rigtig udviklede sig kunne han mærke, hvordan det stadig blive der da hun træk sig væk, hvilket gjorde at da hun gik væk fra ham sank han en klump, han kunne stadig mere det strøm, da deres læber lige havde mødt hinanden, det var som om ild og vand der mødte hinanden. Aidan rejste sig selv op og kløede sig bag øret, hvad skulle han sige hun kunne mærke det lige så godt som ham, en del af ham ville gå glemme alt om dette her nogensinde var sket men den største del af ham, var bare bange. For at lukke sig op for folk, han følte at han var nød til og ligge sit forsvar ned, hvis ikke hun bare, havde gjorde det i forvejen.

Aidan bed sig svagt i underlæben, hvorefter han hørte hendes tænker han nikkede svagt, hvorefter han talte til hende. ”Det gør intet” mumlede, Aidan han kunne ikke forstå, hvordan deres læber mødte hinanden og gav, et svag smag på hvordan ild og vand arbejde sammen. Hun, havde vækket en større tørst, det var som om hun kunne gi ham det, vand han behøvede. *Lyder som en god ide, vi skal nok vænne os til det her, inden vi gør noget andet, hey vil du med ud og få noget og spise og lære lidt mere om hinanden.* Kom det fra Aidans tænker, hvorefter han sende hende et lille smil, inden han selv rejste sig op, ”hvad vil du ha og spise.” Kom det svagt, men dog charmerende fra Aidan af, hvorefter han gik lidt over mod hende.

Det var fristende. Så fristende bare at give efter, bare gøre det hendes krop tiggede hende om at gøre. Men hun vidste også det var forkert. Hvor end rigtig det føltes. Hun bed sig blidt i hendes underlæbe og så på ham. Han virkede også overrasket over det. Men hun var usikker på, om det kunne slå hendes. Men hun måtte bare forsøge at glemme det. Han ville tydeligvis lade som om, at det ikke var sket. Det var også fint med hende. Hun tog en dyb indånding og så ned i jorden. Det hele var et stort rod. Hvorfor havde hun overhovedet indledt noget med nogen, når hun vidste hun en dag ville møde en, der ikke kunne konkurrer med Jackson. Aidan ville altid være den der passede bedst til hende, men hun kunne ikke lade vær med, at overveje sine muligheder.

For hun holdt jo stadig af Jackson, og for et par timer siden havde hun elsket ham. Nu var hun ikke så sikker. Hun overvejede først at takke nej. Hun burde komme hjem, tænke og finde ud af hvad hun skulle gøre. Men det var måske også meget godt, at de kunne lære hinanden at kende. ”Italiensk?” Hun trak en anelse på smilebåndet og rejste sig op. ”Hvis du altså er frisk nok til det?” Han virkede ikke fuldkommen på toppen, men lidt mad kunne måske gøre det bedre. ”Jeg kan også bare hente noget hertil, hvis det er bedre?” Nadia ville bare gerne have, at han fik det bedre. Hvad end det så krævede.

Aida ville gerne spise med hende ude ved et sted, men han vidste os godt han ikke kunne rykke sig igennem det, hvilket medførte at da hun tilbød det kunne han ikke lade vær med og smile og nikke. *Det ville være dejligt, hvis du kunne gøre det, jeg vil nemlig ikke ha noget imod det.* Lød det gennem Aidans tænker, hvorefter han kysset hende svagt på kinden som om de var venner, hvorefter han sætte sig ned igen, bare på en sten. *Men kun, hvis du kan klare det tom rum, du jo for, når du begynder med og gå for vi komme jo til og blive splittet i lidt tid.* Aidan sende hende et opmuntrende smil til hende igen, hvorefter han sætte sig ned på en sten, inden han så efter hende da hun begynde og gå. Hvad de ikke vidste var, at politiet, havde fundet frem til det sted han boede her, de havde ikke så meget og gå efter men nok til og fængsle ham i noget tid.

Da hun kom tilbage, ville hun se at de var ved og fange, ham og ligge ham i håndjern, hvor til Aidans tænker, flød til hendes, *jeg er uskyldig du må ikke tro på, hvad de siger, Nadia jeg har aldrig myrdet nogen som de vil sige til dig, jeg lover dig jeg nok skal komme ud så vi kan få lagt alle kort på bordet.* Da det var sagt tog politiet fat ham, hvorefter de begynde og gå forbi ham, hvis Nadia spurgte dem om, hvad han var anholdt for, ville de sikkert bare finde på noget, da de var i lommen af den vampyrer, der havde været efter dem denne dag. Aidan kunne mærke tomrummet, blive større, jo længere de gik væk fra hinanden men det var meget værre end da de ikke, havde mødt hinanden.

Nadia nikkede, da han gerne ville have hende til at hente mad. Det generede hende ikke. Det gav hende også en chance for at være væk fra ham, og fornemme hvordan det egentlig føltes efter at have mødt ham. Hun smilede let, da han kyssede hende på panden. Hun var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle tolke det. Eller om hun overhovedet skulle. Så hun prøvede ikke at tænke for meget over det. ”Det skal nok gå.” Hun gik derfra mens hun smilede til ham, og forsatte ind til byen for at hente noget mad. Det tog hende ikke længe at bestille og få maden, så lige så snart hun havde posen i hånden, satte hun kurs mod parken igen.
Da hun nærmede sig stedet hvor hun efterlod Aidan, lagde hun hurtigt mærke til politimændene. Dernæst hørte hun Aidans stemme, og fik en næsten forklaring. Hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle tænke. ”Hvorfor anholder i ham?” Som Aidan forudsagde, påstod de han havde begået et mord. - Jeg kommer efter dig. Jeg er der når du kommer ud. Det lover jeg. - Hun så efter ham, da han blev taget væk af politiet, og mærkede tomrummet vokse. Da de var væk, tog hun hjem for at friske sig selv op, inden hun tog ned på politistationen. Hun burde nok også få fat i Jackson. Før eller siden.
 

//Afsluttet.