You need My help? - Athar

Tid: Solens sidste stråler maler himmelen en blodig rød farve så natten er ved at falde på.
Sted: Rosenclaw - Hazels hjem.

Hun kunne mærke de stikkende øjne, de stikkende dømmende blikke som de altid gav hende så snart hun bevægede sig udenfor sin dør. Hazel kunne mærke den sagte raseri boble indeni hende men lod det ikke vise, den tilfredshed ville hun ikke give dem og det var derfor hun med rank ryg og oprejst pande gik ned af gågaden, de høje hæle gav en tilfredsstillende kliklyd hver gang hun satte foden ned.
De havde kigget på hende sådan siden hun var lille, siden hun var tretten hvor det hele var sket.. Ikke alle vidste hvad der var sket men mange af de ældre i byen vidste det hele, nogle havde medlidenhed med hende og andre frygtede hende direkte og desværre tog de unge hadet og frygten til sig og kiggede på hende med afsky. Egentlig forstod Hazel ikke hvorfor hun stadig boede her? Mest af alt var det et spørgsmål om stædighed og at hun ikke ville lade andre bestemme over hende..

Let puffer hun døren op til huset hun boede i efter at have låst døren op. Hænderne havde hun fyldt op med tunge poser med diverse ingredienser, både til at spise men også til besværgelser. Hun stillede på køkkenbordet og stod et øjeblik og betragtede sig selv i hendes refleksion i vinduet.
Det lange røde hår var sat op i en rodet hestehale men strøg hår hang hist og her og indrammede hendes ansigt. De grønlige øjne var omgivet af lange sorte vipper og læberne malet en dyb rød farve. Hazel bare en lyseblå kjole der gik hende til midten af låret og så et par sorte høje hæle men ikke andet, jakken havde hun hængt ude i gangen.

Langsomt bevægede han sig gennem byen. Han havde den sorte kappe trukket godt op over hovedet for ikke at bliver genkendt. Øjnene blev ved med at strejfe det papir, han gik med i hånden, bare for at tjekke. Hvad nu, hvis han gik den forkerte vej? Men så på den anden side, han boede her i byen, så helt galt kunne det umuligt gå.
Drengens trofaste følgesvend, en sort Black Shuck, gik samme vej som ham i gydernes mørke for ikke at skræmme nogen. Han var ikke ude på ballade, skulle bare finde frem - og alligevel kunne han ikke lade være med at hapse en pung eller to på sin vej.
En dolk sad i hans bælte, og en anden lå i hans ene lange støvle. Under kappen glimtede et halssmykke og et sæt isblå øjne.
Så mange rygter havde cirkuleret om denne kvinde, han nu skulle besøge, og hun var ikke svær at opspore. Snart var han ved adressen. Måske kunne hun hjælpe ham.
Han bad sin følgesvend vente udenfor i skyggen, hvis der nu blev brug for den. Selv tog han en dyb indånding og bankede så på døren til huset.

Hazel var vokset op i en familie hvor hendes bror også var en samme race som hende og forældrene kendte udmærket godt til det og sørgede for at de fik den rette undervisning men ikke nok med det havde hun vist sig at være et naturtalent når det kom til alt hvad der havde med magi at gøre så de fleste hvis ikke næsten alle besværgelse var kommet nemt til hende og derfor kunne hun også mange besværgelser, også mange gamle besværgelser som egen nok burde være bandlyst da det kunne ændre hele den naturlige balance der var.
Hazel kiggede let ned på poserne der stod på bordet men kiggede så hurtigt op derefter og forsvandt ind i hendes soveværelse hvor hun satte sig foran et spejl.
"Sollicite", sagde hun blidt og spejlet lyste kort op for blot at vise et billede af hendes hus hvor hun nu kunne se en ung mand bevæge sig op af den lille trappe der førte til hendes veranda. Hazel lagde blidt hånden på spejlet og det blev atter engang til et almindeligt spejl. Hun havde for længe siden warded huset så ingen kunne trænge ind på hendes grund uden hun vidste det medmindre de destruerede hendes wards.
Tre klare bank lød gennem huset hvilket fik hende til at rejse sig og gå mod døren, de sorte stiletter klikkede let mod det mørke trægulv hvilket han ville kunne høre da hun kom helt tæt på døren.
Med en enkelt håndbevægelse låste døren sig op og åbnede så hun nu kunne se den unge mand på den anden side. Et kort øjeblik lod hun de grønlige øjne glide over ham, hvorfor var han her? Hun sagde umiddelbart ikke noget, hun ville lade ham præsentere sig selv og sir ærinde først.

Døren gik op, og drengen stirrede kort på pigen der åbnede, før han slog blikket ned. "Goddag. Mit navn er Diabulos," sagde han venligt og bukkede, før han gav sig et lille øjeblik til at studere pigen. Køn var hun - det kunne man ikke komme uden om - men hun var vist lidt for gammel til ham. Bare et par år.
Han slog hætten ned og viste sit ansigt med de isblå øjne og stramme læber. En vind fangede det halvlange, mørke hår, og han lod fingrene køre igennem det med sit sædvanlige gavtyvsmil.
"De må meget undskylde, at jeg sådan kommer brasende. Jeg søger en såkaldt Hazel, der burde kunne hjælpe mig med et lille problem," forsatte han.
Et flygtigt blik ind i sidegaden fortalte ham, at Ecto ikke var helt tryk ved situationen. Med en lille håndbevægelse, man ikke ville ligge mærke til, fik han den til at holde sig i ro. Der kunne blive brug for den, men lige nu ville det bare gøre alt værre, hvis der dukkede et så farligt og sjældent væsen op.

Hun kunne med det samme i det øjeblik hun åbnede døren mærke en hvis uro og utryghed boble op i hende, hun brød sig virkelig ikke om når hun ikke kunne se folks ansigt, det gjorde det hele meget svære. Man kunne ikke se deres sande intention hvilket var noget hun altid faldt tilbage på. Hazel lod blikket glide over ham da han endelig slog hætten ned efter at have præsenteret sig, de store grønlige øjne yderst observante som de gled over hver eneste detalje af hans ansigt. Et let smil lå dog over de fylde røde læber, hun var ikke sur eller fornærmet over at han kom brasende som han nu engang mente at han henvendte sig til hende.
Når folk i byen beskrev kvinden ved navn Hazel blev hun ikke beskrevet som en 19 årig skønhed, med de ting hun kunne og de kræfter hun besad skulle man umiddelbart tro at kvinden der stod foran ham ville være hende datter men det var dog ikke tilfældet. "Jamen i så tilfælde må du jo hellere komme ind", hendes stemme var lokkende og melodiøs men holdt også en skarphed og mystik til sig som om der var mere til hende end som så. "Og du skal ikke undskylde... Du kommer jo ikke brasende kan man sige, du sparkede jo ikke bare døren op kan man sige", sagde hun med en lettere drillende tone. Hendes blik fulgte kort hans men kiggede så tilbage på ham og åbnede døren op for ham så han kunne træde indenfor hvis han ønskede det, selv gik hun længere ind i huset og styrede tilbage mod køkkenet hvor hun begyndte at pakke madvarende ud hun havde købt. Dog havde hun i virkeligheden opmærksomheden rettet mod ham, hun kunne ikke se ham men hun kunne sagtens høre ham.

Hans ene øjenbryn fløj i vejret, men han fulgte med ind. Lukkede døren og tørrede skoene af. Beholdt kappen på.
Lyden af hendes skridt kunne høres langt væk på grund af stilletterne, og han fulgte den ud i køkkenet. Så bare på hende, mens hun pakkede sine varer ud. Hun var rig, det var der ingen tvivl om. Måske han kunne prøve at rapse lidt inden han gik?
"Jeg har hørt rygter om, at De skulle være en af de mægtigste hekse i vor tid. Passer det?" høfligheden overraskede ham selv. Normalt var han flabet og ondskabsfuld. Men han var fuldt ud bevidst om, at hvis han skulle have hendes hjælp, var han nødt til at være venlig.
Han stod lidt og trippede, vidste ikke helt, hvor han skulle gøre af sig selv. Han var ikke vant til at være gæst hos folk.

Rig var hun måske ikke men penge manglede hun ikke, trods alt kom hun fra en gammel gammel slægt af hekse og troldmænd og dertil kom der også de penge som familien havde skrabet sammen gennem årene og det var efterhånden blevet til en god slat men nu var det jo også sådan at hun boede sammen med sin ældre bror i huset her.
Hazel kiggede sig over skulderen da han kom ind i køkkenet, han virkede så forsigtig..
"Du kan bare sætte dig...", sagde hun let og fik til sidst stillet alle madvarerne væk, der stod dog stadig nogle ting i poserne på bordet men det virkede ikke til at hun ville pakke det ud. Hun satte sig ved det mindre bord der var ude i køkkenet og kiggede op på ham. "Jamen hvem end du har hørt det fra har helt ret", sagde hun med et lettere kækt og skævt smil på de røde læber. "Men du sagde du havde brug for hjælp til noget?".

Langsomt trak han en stol ud og satte sig over for hende. Vred sine hænder og trykkede sin ene tommelfinger ned i den anden håndflade. Han smilede lidt af hendes kække joke. Jo, rygterne om hendes personlighed havde sandelig været sande.
"Jo ser De... Det er en smule svært at forklare," begyndte han og borede tommelfingeren endnu længere ned i håndfladen. Stirrede stift ned i bordet. Alt andet end at se på kvinden, der nu tilbød sin hjælp.
"Min søster forsvandt for næsten fem år siden, og jeg har prøvet alt for at finde hende. Alt tyder på, at hun enten er død eller inde i Ravens Night, hvor jeg ikke kan komme ind. Kan De finde ud af, hvor hun er, og om hun er i live? Og måske bringe hende tilbage til mig?" han var virkelig nervøs og spændt, men det var også hårdt at tale om for ham.

Hendes grønlige øjne fulgte ham som han satte sig, hun observerende ham forsat og for mange ville det sikkert få hårene til at rejse sig men hun vidste ikke hvordan han ville tage det, det var en gammel vane og gamle vaner var svære at komme af med og egentlig var det jo ret smart at være så observant som muligt.
Hazel løftede blidt et af de fine øjenbryn men hun sagde ikke noget, tålmodighed havde hun dog, i hvert fald visse dage.
Hun kunne godt mærke på ham at dette emne for ham var rigtig svært om det var det at spørge om hjælp eller det han gerne ville have hendes hjælp til. Hun lod forsat sit blik hvile på ham selvom han ikke kiggede på hende. Der gik et øjeblik inden hun svarede, hun overvejede alle mulighederne der kunne være, uanset hvad så burde hun kunne finde hende. "Jeg kan lokalisere hende.. Men kun hvis du har noget der har været hendes siden jeg ikke kender hende men har brug for en forbindelse til hende. Om jeg kan få dig derhen ved jeg ikke før jeg ved hvor hun er henne", sagde hun let og kiggede på ham med et let men dog smukt smil på læberne.

Et lille smil fløj over hans læber, og han følte sig straks lettere til mode. Han kunne muligvis få sin søster tilbage. Mon hun ville kunne genkende ham?
Han rodede lidt i sin kappes inderlommer efter det, han havde taget med. I tredje forsøg fandt han den lille genstand. Ud af kappen trak han en lille bamse, der holdt om et plyshjerte.
"Det her var min søsters ynglingsbamse. Kan det du?" han håbede det inderligt, for han vidste jo ikke, hvad det ville ske med den. Han havde også et fotografi med, men det ville han ikke af med.
Al hans viljestyrke var samlet, da han rakte bamsen frem mod hende. Det krævede meget af ham at give slip på noget, der var så vigtigt for ham. Men det kunne jo blive nødvendigt.

Hun kunne ikke lade være med at smile lidt da hun så hans smil, normalt tog hun mod betaling når det kom til det her men drengen foran hende virkede ikke umiddelbart til at have meget så det gjorde hende ikke synderligt meget. Hazel strøg et par vilde røde hår ud af hendes ansigt og om bag øret så det ikke kom i vejen for hende. "Affektionsværdien bag ting er oftest stærkere end DNA så ja det burde jeg kunne". Hun tog forsigtigt bamsen fra ham og kunne med det samme mærke magien det pulserede gennem bamsen, det skulle nok virke. "Der vil ikke ske noget med bamsen, det vil se sådan ud men det kan jeg forsikre dig om at der ikke gør" hun sagde det med et let smil på læberne som hun kiggede ham i øjnene.

En lettet pust forlod hans læber, og han indså, at han havde holdt vejret. Bamsen ville være okay. Og han ville muligvis kunne få sin søster tilbage.
"Får du brug for hjælp, til hvad du end skal gøre for at finde hende?" spurgte han, og antydningen af et smil sad i hans mundvige. Selv kunne han jo en ting eller to, når det kom til magi. Dog kunne han allerede mærke, at han ikke var når så dygtig som kvinden, der sad overfor ham.
"Forresten, hvor meget skal du have for at finde hende?" spurgte han, og begyndte at rode efter sin pung. Han ville betalt næsten hvad som helst for at få sin søster tilbage. Andet familie havde han jo ikke.
Penge havde han nu ikke meget af, men han kunne skaffe dem. Tyveri var hans bedste indkomst, og det gav nu også fint.

Hun kiggede op på ham med et lettere skævt smil og et halv flabet glint i øjnene, hun vidste hvad hun kunne og hvad hun ikke kunne men hvis andre troede hun kunne mere og derved enten havde mere respekt eller frygt for hende var det bestemt kun en bonus. Hazel lod bamsen kører lidt rundt mellem hendes hænder mens hun sad og tænkte et kort øjeblik før hun atter engang lod blikket glide op på Athar der forsat sad overfor hende. "Der er en ting du kan gøre men det er intet magisk... Jeg skal bruge noget af dit blod for at få besværgelsen til at virker helt korrekt", i en elegant bevægelse rejste hun sig op og gik over til en skuffe aller længst væk i køkkenet.
I en rolig bevægelse åbnede hun skuffen og trak en daggert frem, en rituel daggert. Hazel vendte sig mod Athar og kiggede på ham med et indbydende smil på læberne og et enkelt løftet øjenbryn for nærmest at spørge om han var med på den eller om han nu trak sig. Bamsen havde hun forsat i den anden hånd.
"Intet, jeg ved hvor vigtig familien er og jeg ved hvordan det er at være separeret fra den... Så ingenting" sagde hun med en let stemme.

Det ene øjenbryn fløj i vejret. Ingenting? Det var da lettere specielt. Ikke at det gjorde ham noget - men han vidste, at ingenting i denne verden var gratis.
Det med blodet betød ikke så meget for ham, han var kommet til skade så mange gange, at han næsten ikke kunne mærke smerte mere.
Så han rakte hånden frem med håndfladen opad for, at hun bedre kunne komme til. "Bare gør, hvad du skal," hans stemme var let og ubekymret.
Mens han sad der og så på hende, begyndte han at undre sig over noget. Kunne ikke holde sin nysgerrighed tilbage. "Hvor gammel er du egentlig, hvis jeg må spørge om det?"

Hun kunne ikke stoppe det halv skæve og lettere flabede smil der brød frem på de fyldige røde læber. Han var som en åben bog med sine følelser så det ud til hvilket kun gjorde det lettere for hende at læse ham, hvilket i forvejen var noget hun var god til og noget hun havde meget fokus på når hun var omkring folk uanset om hun havde kendt dem længe eller først lige havde mødt dem.
Hazel greb hans hånd, kniven i hendes anden hånd og trak ham blidt op af stolen for at få ham til at følge hende. Hendes fingre var varme og silkebløde så man skulle umiddelbart ikke tro at hun var vant til at få hænderne beskidte.Hun trak ham gennem huset men stoppede kort foran en dør som hun lagde hånden på og efter få sekunder åbnede døren af sig selv og hun begyndte at gå ned af trappen.
Rummet de kom ned i var stort og indholdet diverse ting til at udføre besværgelser, mange af tingene var meget meget gamle og nogle en anelse støvet som var de ikke blevet brugt længe. Hun trak ham hen til hvad der lignede et lille kar der stod på et højt smart bord så der kun var plads til karret. Hun slap hans anden hånd så den var over karret og med et hurtigt og effektivt snit brød hun huden i hans håndflade så blodet langsomt dryppede ned i karret.
Let kiggede hun sig over skulderen som hun begyndte at samle nogle få ting fra hylderne på den ene væg, "Hvad da? Havde du forventet en eller anden gammel hejre?" Sagde hun med et drillende smil på læberne som hun kiggede ham i øjnene inden hun vendte opmærksomheden tilbage mod hylderne.

En kort smerte løb gennem hans hånd, da hun skar hul. Han var vant til smerte, så det gjorde ham ikke så meget - det var nærmest bare det samme som når en hård vind blæser ens hår ind i ansigtet på en.
"Na, hekse har ry for at holde sig godt, men de plejer ikke at se SÅ unge ud," han var en anelse bange for at fornærme hende.
Han tog sig god tid til at se sig om i kælderen og besvare hendes smil. Der var godt nok mange ting hernede - måske han skulle overveje at snuppe en ting eller to til sit eget brug? Na, Hazel virkede klog nok til at have overvågning. En lille stemme sagde ham også, at hun havde vidst, at han kom.
"Hurtigt spørgsmål," han rystede det sidste blod ned i karret og tørrede så sin hånd af i kappen. "Du vidste godt at jeg kom, inden jeg bankede på, ikke?"