Why are you doing this? - Elijah -

En vind tog fat om Lias mørke hår, og gjorde det sværere for hende at se. Med en hidsig bevægelse fejede hun sit hår væk fra hendes øjne, og gjorde det muligt for hende igen at se. Hendes skridt gav genlyd i den tomme gade. At hun havde højhælede på, forstærkede bare lyden. Det var blevet sent, og hun så bare frem til at komme hjem. Det havde været en lang dag, men hun elskede stadig hvad hun lavede, og ville ikke give det op for noget. Uden at tænke over det, begyndte hun at nynne en melodi. Det var typisk hende, altid at have musik omkring hende. Hun foretrak det sådan. Stilhed gjorde hende utilpas.

Det tog ikke lang tid, før Lia stod i opgangen der førte op til hendes lejlighed. Hun bevægede sig op i toppen fandt hendes nøgler frem. Hun satte dem i låsen og drejede rundt, men i stedet for at låse op, låste hun døren. Hun løftede et øjenbryn en anelse, og låste den op. Med varsomme bevægelser trådte hun ind i lejligheden. Hun var usikker på, om hun bare havde glemt at låse døren, men det virkede usandsynligt. Hun glemte aldrig at låse døren. Hun gik ud i køkkenet og var klar til, at gribe fat i en kniv hvis nogen overfaldt hende. Da nogen lagde en arm om hende, jog hun en albue ind i hans mave. Han trak sig tilbage, og da hun vendte sig rundt, blev hun overrasket over udkommet.

”Preston?” Hun dækkede hendes mund i overraskelse. Lia tog fat i hans arm, og førte ham hen til en sofa og fik ham ned at sidde. ”Det må du virkelig undskylde. Jeg troede du var en indbrudstyv.” Preston forsøgte at fange vejret, og Lia aede hans ryg med beroligende strøg. ”Jeg kom for. At overraske. Dig,” fremanede han med mellemrum for at få vejret. Lia kunne ikke undgå at smile. Han gjorde altid sådan noget, og hun formåede ofte at ødelægge det. Selvom hun kunne være graciøs til tider, kunne hun være klodset på andre tidspunkter. Hun drejede forsigtigt hans hoved, og lod hendes læber møde hans i et kort øjeblik. ”Jeg ødelagde din overraskelse igen.” Preston lo en hæs latter, men så pludselig opmærksom. ”Gem dig. Skynd dig.” Han rejste sig hurtigt, og Lia gjorde som han bad om. Hun klemte sig ind i et skab, men lod den stå på klem, så hun kunne se hvad der skete.

@Elijah

Dylan rodet rundt på hans hotel værelse, hvor han, havde prøvet og finde frem til dæmon der havde, myrdet hans bror og en masse andre. Han havde til sidste fundet frem til ham, da han, havde set en skuespillerinde og sanger, på et blad med et ukendt navn som kæreste. Med det samme var han gået ind, hvor han så, havde set en ansigt der ikke var til og glemme. Dylan vidste at det var ham der, havde myrde hans tvilling. Dylan kiggede kort på bladet tog fat i det, fik det købt, hvorefter han så begynde og læse det Da han endelig var kommet igennem teksten, vidste han hvem han skulle holde øje med. Han vidste det var morderen Preston, hvor meget denne Mundan vidste, anede han dog ikke. Elijah bed sig svag i læben, hvorefter han så, hvor hun var fra og, hvor hun kom fra. Elijah bed sig svagt i læben, hvorefter han gjorde sig klar.

Nogen dage efter, havde han endelig fundet frem til hende, det sted hun boede og hvor hendes kæreste dæmonen sikkert, ville dukke op. Dylan træk derefter sin Seraph dolk frem, hvorefter han skar en to rune i sig selv, bag hans tatovering af hans familie chrest.

De to færdigheder han smed på sig selv var Agility, faktisk kun det, hvilket der medførte at han havde den til og virke i lidt tid, han skulle bare ha tid nok til og dræbe ham og så bagefter forsvinde igen, der var ingen grund til at gøre andet, selv om Dylan var bange for at han ville lade hans vrede tag over for den, havde opbygget sig i lang tid. Dylan bevægede sig derefter op, efter kvinden Lia var kommet op for at komme ind i hendes lejelighed, Dylan bevægede sig op og så snart han hørte den stemme der nærmest fik hele hans flamme op og koge, bede kvinden om at gemme sig det ville ikke redde ham det ville det bare ikke, han skulle ikke regne med noget nåde da han havde myrdet hans bror. Da Dylan endelig hørte kvinden lukke sig bag skabet, hørte han manden eller dæmonen Preston talte til ham.

”Din bror var ikke engang på styrke med mig, men måske kan du gi mig en udfordring, eller vil du dræbe mig uden jeg kan nå og forsvare mig, hvis du vil det så gør det nu knægt.” Man kunne høre en stor forskel på ham, hvordan han havde været før og var nu. Dylan åbnet døren hurtig, hvorefter han løb med hans ekstra agility mod ham, idet samme dæmon ville angribe ham, stak han hans Searph Dolk ind i hans, side, hvilket fik ham til og falde ned på knæ, hvorefter Dylan træk den ud, igen man kunne høre en svag latter fra Preston.

"Du er lige så svag, som din bror var." Lød det håne fra Preston hvorefter det slog klik for Dylan han, begynde og skade ham, og gi ha en smertefuld død, mens han råbte, "dette er for min bror dette er for mig, dette er for alle de mennesker du har dræbt."

Lia anede ikke hvad der skete. Men hun vidste hun var bange. Hun kunne mærke hendes hjerte slå så hårdt, hun frygtede det ville springe ud af brystet på hende, hendes vejrtrækning var hurtig og usikker. Af frygt for man kunne høre hendes indåndinger, dækkede hun sin mund med sin hånd. Det resulterede i, hun fik små mængder luft ind af gangen, men det var også sværere at høre hende. Hun så ud igennem sprækken og blev overrasket over hvad hun så og hørte. Var den mand der for at dræbe Preston? Da manden hurtigt kom ind og stak en dolk i siden på Preston, blev hun for alvor bange. Hvad havde han rodet sig ud i? Hun gispede da han faldt ned på knæ, og frygtede manden havde hørt hende. Hun så på Preston, da han begyndte at le. Lia begyndte at tro, hun havde fejlbedømt Preston, hvis manden talte sandt. Hvis Preston virkelig havde dræbt hans bror og andre mennesker, hvad stoppede ham så for at dræbe hende? Hun begyndte, at tvivle på alting der havde været imellem dem, og følte sig pludselig utrolig dum. Men hun kunne stadig ikke, lade nogen skade Preston. Måske var det ikke rigtigt hvad manden sagde. Måske tog han fejl.

Hun sneg sig ud af skabet så lydløst som muligt, og tog fat i den nærmeste vase. Hun blev nød til at distrahere manden, så hun kunne hjælpe Preston. Hun tog en dyb indånding og kaste vasen imod mandens ryg. Hun var ikke sikker på, om hun overhovedet kunne ramme, men hun blev nød til at prøve. Lige så snart vasen var ude af hendes hånd, var hun henne ved siden af Preston. Hun tog fat i hans hånd og prøvede at berolige ham. Det ønskede han tilsyneladende ikke, da han skubbede hende med sådan en kræft, hun gled hen over gulvet, og ramte en væg. Nu tvivlede hun bare endnu mere. Den Preston hun kendte, ville aldrig bevidst forsøge at skade hende. Måske var han virkelig en koldblodig morder. Måske var Lia hans næste offer, og hun havde været så dum, at lukke ham ind i hendes hjem.

Dylan gik rundt om ham, mens han forsætte med og skade dæmonen som åbenbart, havde fået et helt normalt liv ved siden af hans rigtige liv. Da Lia kom ud, lagede Dylan ikke mærke til det selv ikke da hun kastet vasen. Han kunne høre da den blive smadret bag ham, hvorefter han så kiggede sig over skulderen og mærket Lia løbe forbi ham. Dylan greb vasen, hvorefter han vende sig om mod dem igen efter og ha sæt den fra sig. Dylan greb sin dolk med hans højre hånd og sætte det frem af, hvorefter han kiggede hen på Preston hvad fanden han kalde sig selv, eller havde valgt og bruge, hvor han så mærket Preston rejse sig op og storme ind i ham.
Dylan mærket en af væggen mod hans ryg hvorefter han prøvet og ramme ham med sin dolk, mens han kæmpet mod dæmonen, der prøvet og bruge hans våben mod ham selv, men han havde ikke den rette teknik men at han prøvede måtte Dylan tag hånden af for, hvilket der medførte at han talte til ham mens de kæmpede, ”du skulle ha lade dette her ligge, jagtet vampyrer eller Twin flames i stedet, for at gå på jagt efter din brors morder, du vil dø lige som ham, og du vil tigge om og lade mig dræbe dig før jeg er færdig med dig.” Dylan blive derefter kastet hen i en kommode, hvor Lia var ved siden af. Dylan skubbede sig selv væk, hvorefter han stormet frem igen.
Efter en kamp som, havde taget omkring en halv time, fik Dylan endelig ramt på ham, lige tids nok til at han blev gal, hans vrede prøvede han og udnytte, hvor til Dylan hamret hans Seraph Dolk i hjertet på ham, hvorefter han begynde og falde sammen og blive til stød, efter hans lille lys show. Dylan fik sig selv kæmpede hen til et bord, hvor han så smed sig selv op af væggen, hvor han lagede sig.
Dylan kiggede på hans rune som var ved og forsvinde og som, ville efterlade et ar, hvorefter han prøvede og få styr på hans vejrtrækning. Hans øjne søgte efter kvinden han, havde udnytte hvorefter han kravlede hen til hende, hvor han tog et glas vand med som han gav hende, ”drikke du har behov for det inden du for at vide, hvad der er sket her frøken Lia.” Dylan kravlede lidt længere væk, hvor han så sætte sig for ikke og virke alt for næregående overfor hende, hvilket der medførte at han var nød til og ligge sig op for at slappe af, mens han prøvede og få samlet sine tænker denne kvinde, ville sikkert ha mange spørgsmål til, hvad der lige var sket og hvem det var han, havde myrdet osv. ”Du er sikkert bange, men inden du ringer efter politiet, spørg mig, hvad det er du ikke forstår.”

Lia gispede forskrækket, da Preston skubbede manden ind i en væg. Hvad i alverden foregik der? Hvorfor gjorde Preston det? Hun blev forvirret da Preston begyndte at snakke om vampyrer. Vampyrer? Det gav ingen mening. At han truede med at dræbe nogen, gjorde hende utrolig utryg. Hvad hvis det havde været hans mål, at tage livet af hende? Da manden blev kastet ind i kommoden ved siden af hende, skreg hun kort og hoppede til siden. Hun var skrækslagen, og hun følte sig uduelig. Hun kunne ikke hjælpe nogen af dem. Hun vidste dog heller ikke, hvem hun skulle hjælpe. Grænsen mellem det onde og det gode virkede sløret.

Den næste halve time bevægede hun sig rundt, mens hun forsøgte, at undgå, at sætte sig selv i fare. Langt om længe sluttede det, da Preston blev dolket i hjertet. Om det var det bedste resultat, var hun ikke sikker på. Det var trods alt hendes kæreste, og at se ham dø var ikke rart, men hvis manden talte sandt, var Preston en skidt fyr. Lia var traumatiseret. Det måtte hun være. For hun havde lige set en død mand blive til støv. Det måtte være hendes underbevidsthed der forsøgte, at skjule hvad der i virkeligheden var sket. Skærme hende for sandheden. Hun så op, da manden nærmede sig hende. Hun tog imod glasset, men tøvede med at drikke. Hun vidste ikke, om hun kunne stole på ham. Da han sagde hendes navn, var hun tæt på at spørge, hvor han kendte hendes navn fra, men kom så i tanke om, han sandsynligvis havde set eller hørt det et eller andet sted.

Lia drak det sidste af vandet. 
Først da han snakkede om politiet, kom hun i tanke om, det måske var en idé at tilkalde dem. Med fumlende hænder fiskede hun sin telefon frem, fra sin lomme og tastede nummeret ind. ”Nej. Politiet skal være her.” Da den ringede op, og damen i den anden ende spurgte hende, hvad hendes nødsituation var, tøvede hun. Hvad hvis han var den eneste der kunne forklare det for hende? Hun lagde på, og rejste sig op, mens hun støttede sig op ad en væg. ”Hvem er han?” Hun anede ikke hvor hun skulle starte med sine spørgsmål, så hun valgte det mest åbenlyse.

Elijah gjorde sig lige så stille klar til og fordufte, hvis hun beslutte sig for at ringe til myndighederne og få dem her hen, men da hun ikke gjorde det. Blive Elijah letter om hjertet han bed sig svagt i hans underlæbe, da hendes svar kom til ham, hvem var han. Sukkede Elijah, hvorefter han kiggede hen på hende dette ville blive en lang og smertefuld snak, hvor han ville skulle forklare hende omkring, hvad han havde gjorde, hvad han var osv. Men han kunne prøve og forklare det kort han gik hen til den jakke Preston sikkert, havde haft på, hvor han så fandt et kort. ”Dette er den rigtig preston, han har været død i to snart 3 år, døde mens han var ude på en patrulje, hvorefter han forsvandt et halvt år senere valgte denne mand og tag hans plads, som var en sindesyg lejemorder.” Elijah vidste godt det ville ende galt med det her, for hun ville sikkert ikke tro ham med mindre han havde, noget backup med. Han var nød til og udgive sig for at være en anden så simpelt var det, Elijah træk et skilte som nærmest var hunderede procent ægte frem, hvorefter han så hen på hende, hvor han så vidste det frem.

”FBI seriemorder afdelingen” ”Vi har ledt efter ham længe og ja jeg gik undercover for at finde ud af, hvor han var og det var os i perfekt tid, hvor vi endelig valgte og rykke ind. ”Jeg er dog alene, med folk omkring os, hvis der skulle ske mere.” Men det du har set her er ikke virkeligt, det meste af det, eller sådan virke det, det er bare dit hovedet der prøver og redde det hele ud så det gir mere mening. ” Da det sidste var sagt forsøgte han og smile til hende for at få hende i lidt bedre humør
Elijah fik endelig rejste sig op, hvorefter han så hen på hende igen og sende hende et svagt charmerende smil, til hende inden han begynde og snakke til hende. ”Men det er ordnet nu ikke den måde, vi helst vil ha det på, men sådan er verden jo bare, nogen gange blive man nød til og gøre det beskidt arbejde desværre.” Elijah sende hende et svagt smil og præsenteret sig så. ” Jeg hedder forresten Elijah Dragonway.”

Lia var ikke sikker på hvad der skete, eller om hun overhovedet kunne få en forklaring på det. Det virkede ikke til at give mening. Hun tog imod kortet han havde fundet, og så nærmere på det. Så det hele havde været en løgn. ”Lejemorder,” gentog hun. Havde nogen lejet ham til at dræbe hende? ”Var..” Hun tog en dyb indånding. Det var ikke let for hende at begribe hvad der lige var sket. ”Var han ude efter mig?” Hun var ikke engang sikker på, om han kunne forklare det. Men hun var heller ikke sikker på, om hun overhovedet ønskede det forklaret. Hun så nu på skiltet han vidste. FBI. Så måtte det være alvorligt. Hvordan skulle hun komme ovenpå efter det?

”Det giver vel mening.” Hun satte sig ned på kanten af en sofa og så fremfor sig. Det virkede utrolig surrealistisk. Sådan noget skete altid for andre, men nu stod hun midt i det, og hun kunne ikke forstå det. ”Jeg forstår. Tak for hjælpen.” Hun rejste sig op og stillede sig foran ham. ”Lia Griffin.” Hun havde et øjeblik glemt, at han allerede havde nævnt hendes navn, og sandsynligvis vidste hvem hun var. Hun var stadig i chok. ”Hvordan… Hvordan bliver mit liv normalt igen?” Måske kunne han ikke svare på det, men han var den eneste hun kunne spørge. Og lige nu, havde han hendes tillid. Han havde trods alt lige reddet hendes liv. Det gav noget tillid.

Elijah, havde ikke som sådan fortalte hende en kæmpe løgn han havde mere udgået nogen spørgsmål og sørget for hun ikke flippede ud. Det havde nemlig været en del af hans plan, men nu skulle han så bare lige finde ud af, hvordan han forklaret nogen andre ting til hende. Men manden hun, havde været med var en morder, eller lejemorder han havde sikkert os fået penge for den. Elijah så hen på hende igen, hvorefter han lagede sin ene arm om hende for at gi hende lidt trøst, da hun sikkert stadig var i chok over, hvad der ende var sket. Men lige nu måtte Elijah, bare holde det hemmeligt for hende, han kunne ikke risikere at hun, ville komme til skade for noget.
Da hans opgave jo er at beskytte disse mundans, hvilket der godt kan gøre nogen af tingene lidt svære og ha med og gøre, selv om han ikke vil sige det højt. Elijah nikkede til hendes første spørgsmål, hvorefter ved de to vigtig sætte han lidt mere ind.


”Han var ude efter dig ja, men nu er du sikker og det må vi bare håbe der forsætte Lia.” Lød det charmerende fra Elijah af, men dog stadig seriøst.
Da hendes sidste spørgsmål kom vidste han os at han var nød til og være ærlig, ”du er på vej ind i en verden du ikke kender, inden kan du prøve og glemme det alt sammen, eller du kan forsætte med og prøve at holde styr på det hele, hvilket du bedste vil kunne gøre, hvis du bare anerkende, hvad der var sket.” Elijah følte det vildt dårlig med sig selv at han ikke sagde, hvad han rigtig var hvilket ikke gjorde nogen af disse ting let.
Elijah fandt noget og drikke frem til hende, hvorefter han sank en stor klump han kunne ikke lyve for hende hun burde og vide, hvad der skete men han var nok ikke den bedste person til det, hvad end det hjælp. ”Lia alt du kender vil ændre sig efter det her, så sørge altid for at være på vagt og ikke stol på en du, første lige har mødt, vi kan ikke risikere at der sker noget, som vil smadre alt omkring os, hvilket jeg håber du vil lade mig hjælpe med.” Sagde Elijah, hvorefter han rejste sig op, ”andre spørgsmål, Lia du vil ha svar på jeg skal nok svare på dem, men jeg håber virkelig at du finder ud af, hvad du vil med denne viden, ham jeg dræbte var en dæmon og en morder.” Da det sidste var sagt, stod han et øjeblik efter i en shark, hvor han overvejet om , dette var en god ide overhovedet. ”Lia jeg vil hjælpe dig så meget jeg kan, hvis du ber om det.” Kom det fra Elijah af, hvorefter han sende hende et meget svagt men dog sødt smil. ”Hvad vil, du ellers vide.”