What the fuck are you talking about?! - Jace

Påklædning
@Jace

---

Let sank hun en klump. Hun havde brug for luft. Det havde hun haft de seneste par dage, så hendes timer var gået til med at gå og gå. Katlin følte egentlig ikke, at hun kom nogensteder. Men luften i hendes system skulle renses ud, så hun gik blot hvor hendes fødder havde ført hende hen. Hun havde lige haft et besøg ved sine forældre, hvor de fortalte hende, at hun var adopteret. Hun var 24 år og de fortalte hende det først nu? Det gjorde, at hun følte sig forrådt. Så hun var gået ud af Ravens Night og afsted ud i verden. En verden hun ikke kendte til. For Katlin kendte ikke til det overnaturlige. Hun havde boet ved mennesker der heller ikke kendte til det. Hun pustede tungt luft ud imellem sine læber og stoppede op.

Lyden af nogle længere fremme fik hende til at knibe øjnene en anelse sammen. Stille gik hun derover. Der sad to kamæleoner, eller i Katlins øjne mennesker. De græd som om, at de havde mistet noget. Skuespil vis man vidste bedre - men det gjorde Katlin ikke. Men de havde åbenbart opdaget hende overraskende hurtigt, og den ene kastede en kniv der var så tæt på hendes ansigt at den snittede hendes øre og fløj direkte ind i træet bagved hende. Katlin sank en klump og løftede sine hænder op. Hendes tanker fløj hen på røvere. Skønt hun ikke vidste bedre. De gik imod hende, og smilede diabolsk. Katlin kunne mærke, hvordan hendes hjerte begyndte at race afsted som var hun i sit livs kampløb. Kampløb med tiden.
"Jeg har ingen penge. Intet af værdi." Sagde hun bange og overrasket. Kort efter greb den ene kamæleon fast om hendes hals, og løftede hende let op af træet, så hun kun kunne nå jorden med sine tåspidser.
"Ingen tegn på kampe." Hørte hun den anden sige. Pludselig kunne hun mærke den følelse af svigt hun havde følt forsvinde fra sig. Det var som om, at den bare blev revet fra hende. Katlin begyndte at blive svimmel, men så blev hun sat ned. For blod at få en kniv for sin strube.
"Undskyld de skulle komme så vidt."

Jace havde været så heldig og trække den sidste post omkring Idris, hvilket gjorde han var begynde og bevæge sig videre. Han, havde været lidt ude og gå og skulle faktisk ha fulgte vejen helt til Ravensnight, hvilket han gjorde. Han, havde som altid brugte en rune på sig selv så han ikke kunne blive set af mundans. Jace, bevægede sig hurtigt gennem stien op til Idris og Ravensnight, generelt bare stien til Idris. Han gik bare hjem af da, han havde været ude og tag sig af en gruppe dæmoner. Jace bed sig selv svagt i underlæben, mens han bevægede sig længere hen af stien.

Kampen mod dæmonerne, havde taget hårdt på ham da han ikke, var komme forberede. Men han var dog stadig mere eller mindre sikker på, hvad han skulle gøre. Han glæde sig bare til og komme hjem og så slappe af inden, han skulle videre igen. Livet som en shadowhunter, havde aldrig været let, men på det sidste var det blive svære og, meget svære. Dæmonerne var blive mere rastløse og truet traktaten.

Jace stoppede kort op, hvorefter han så sig omkring. Han kunne høre nogen kamæleoner, som stod med hvad der lød til et menneske. Jace, bevægede sig hurtigt frem af han begynde faktisk og løbe og sætte en pil klar på hans bue. Jace så hen mod dem, hvorefter han bevægede sig om mod dem. Han kunne se at disse to kamæleoner, var ved og dræbe dette menneske eller, hvad end hun var. Hun var sikkert et menneske, han kunne nemlig ikke se nogen forskel på hende, som ville vise at hun var Shadowhunter, eller et andet væsen. Jace træk pilen tilbage og skød dem begge, der havde brudt traktaten så to skud og de fald begge samen eller, nærme sagt gik op i aske. Jace bevægede sig hen til hende, hvor han fanget hendes øjne, han kaste hende om på hans ryg, hvorefter han bevægede sig hen mod Idris, denne kvinde, havde brug for hjælp og Shadowhunter var de, eneste der kunne hjælpe.
Da de kom hen til byen fik han de ældre til og tag sig af hende, hvorefter han gik hen for at gik report.

Hun kunne ikke huske noget derefter. Hun var gået ud som et lys. Derfor bemærkede hun ikke, at hun blev båret afsted. Eller kigget på af nogle for at tjekke om hun var kommet til skade. Men pludselig vågnede hun op og hev kort efter vejret. Forsigtigt så hun sig omkring imens hun kiggede voldsomt til siderne. Tydeligvis var hun forvirret. Men hurtigt sprang hun ud af sengen, og gik afsted på det kolde gulv i ført barefødder - og en hvid hospitalskjole. Hun lagde armene overkors. Nogle så hende og løb straks hen for at finde Jace.
"Jace. Du lovede sagde ikke, at du havde bragt en mundane ind. Du må se at få hende ud inden hun laver nogle problemer." Sagde en af hans kollegaer til ham, og gik derefter.

Katlin nåede hen til en børneafdeling. Kiggede sig kort til for inden hun trådte ind. Naturligvis tænkte de voksne at hun var fremmed og sikkert ville skade nogle. Men hun fandt sig selv beroliget ved børnene. Hun havde børnetikke og det var der ingen tvivl om. Hunsad der rigtig længe før hun gik igen. Et lille svagt smil var der tilbage på hendes læber da hun havde lukket døren bag sig. Så følte hun, pludselig at hun var blevet smidt tilbage i den virkelige kolde verden. Let lagde hun armene nervøs overkors og gik videre igennem bygningen. Pludselig var hun ude af hospitalets afdeling og følte sig ekstremt malplaceret. Alle stirrede underligt på hende. De havde alle sammen de mest mærkelige tatoverringer hun nogensinde havde set.
"Er der nogen som vil forklare mig, hvor fanden jeg er?" Spurgte hun frustreret. Men så snart hun åbnede munden virkede folk til at være bedøvende ligeglade med hende, hvilket fik hende til at stå og spærre øjnene overrasket op.

Jace fik lagte hende i sengen, hvorefter han bevægede sig væk igen. Han begynde og gå rundt for at tale med andre kollega, hvor en af dem med det samme var efter ham eller en alle af dem han arbejde samen med var fuldkommen forvirret. Jace, bevægede sig gennem Idris hovedby, mens han prøvede og slappe af. Da en af hans meget gode venner kom op til ham, hvor han begynde og komme med et kæmpe fordrag. ” Jace. Du lovede ikke, at du bringe en mundane ind. Du må se at få hende ud inden hun laver, nogen problemer eller vi for nogen."  Jace sukkede svagt hvorefter han stoppet op, ”jeg kunne ikke se en anden mulighed hun var kommet slemt til skade, med to kamæleoner hvis jeg ikke, havde taget hende med her til, havde vi ikke noget det hun gik på stien mod Idris, hun var tæt på Idris og forsætte med og bevæge sig via stien, i forhold til hvis det bare, havde været du ved en mundane, jeg tror der er noget særligt ved hende her og jeg vil finde ud af det.”
Jace kammerat nikkede, hvorefter han forsvandt og lod Jace være alene. Jace gik op med hele hans rapport han, havde næsten lige fået den afleveret. Da en af dem der, havde passede Katlin kom løbende hen til Jace. Jace greb hurtig fat i hans nærmest t-shirt og gik så derhen så hurtigt han kunne.

Jace dukkede op lige tidsnok til og se hende lige efter, hun var kommet ud af hospitalet. Jace bevægede sig hurtig og bestemt over mod hende, da han kunne høre hendes stemme og den måde, der pludselig var blive helt stille. Da dukkede Jace op foran hende og gik diskret over mod hende, hvor han rakkede hans hånd frem og så på hende, ”du er vågen.” Jace tog en stor indånding, inden han talte videre, "du har sikkert mange spørgsmål du vil ha svar på men mit navn er Jace og du er, i en by jeg tog dig med herhen da du var kommet meget, alvorligt til skade." Lød det fra Jace af, hvor han så fjernt hans hånd igen. "De har sikkert mange spørgsmål, og jeg vil prøve og hjælpe med og forklare, det for dig."

Katlin så totalt forvirret ud. Hun lignede et stort spørgsmålstegn.
"Ja tydeligvis er jeg vågen." Mumlede hun og tog sig kort til hovedet. I det mindste fortalte han sit navn, hvilket gjorde det bedre at tilbringe tid med ham.
"Mit navn er Katlin." Svarede hun mere roligt og sank en klump. Da han sagde alvorligt til skade, tog hun sig om halsen, hvor der stadigvæk sad røde mærker fra det greb der havde været om hendes hals.
"Okay... men kan du fortælle mig, hvor jeg finder noget mere passende tøj. Jeg hader virkelig hospitalstøj." Sagde hun og kløede sig let i nakken, med et stille uskyldigt smil.
"Og måske finde et andet sted at tale.. der er lidt mange mennesker her." Det gjorde hende en smule utryg at være omgivet af så mange fremmede, specielt når hun ikke vidste, hvor hun var.
"Egentlig har jeg kun ganske få spørgsmål..." Tilføjede hun lidt senere, imens de gik et andet sted hen. "Var du den som hjalp mig, og i så falde tak... men hvem var de mennesker... Hvad mente de da de sagde der ikke var tegn på kampe?" Spurgte hun forvirret og det var tydeligt at se på hende at hendes vejrtrækning var tung.

Jace lyttede til hende, hvorefter han nikkede svagt, da hun sagde hun helst ikke ville være dette sted med så mange fremmed kiggede, Jace på hende som om hun lavet sjov, men det kunne han se hun ikke gjorde. ”Yeah, lad os finde noget tøj til dig.” Jace bevægede sig gennem byen og regnede, med hun ville følge med ham. Da alle hendes spørgsmål begynde og dukke op nikkede han svagt, han skulle forklare hende det, men de skulle første finde tøj til hende første. ”Jeg skal nok svare dig Katlin, men inden jeg svare på dine spørgsmål skal, vi ha smidt tøj på dig.” Da hun forsætte med og snakke, stoppet Jace op, da han troede han hørte forkert. ”Hvad sagde, du de sagde.” Han ville være helt sikker på han, havde hørt rigtig ikke tegn på kamp. Han rystet sit hoved, hvorefter han fik smidt noget tøj fra hans nærmest familie hen til hende, nærme betegnet hans søster der var død, men det var ikke noget de ellers lagede mærke til.

Jace kaste derfor et sæt som hans eget bare i den kvindelig udgave over til hende, det er det vi har. Derefter kiggede han på hende med et spørgende blik, hvorefter han tog sig sammen hun skulle jo ha sine svarer, første derefter ville han selv spørge hende. ”Dem du mødte var ikke mennesker, nu ved du det, men er du helt sikker på, de sagde det der ingen tegn på kamp.” Jace tog en dybe indånding, hvorefter han kiggede hen på hende igen. ”Ja jeg redde dig og du behøver ikke og takke, det var ikke mig der stoppet dine sår det var dem, du mødte da du gik rundt herinde.”Jace vidste der ville dukke flere spørgsmål op nu, derfor ville han prøve og få det overstået, ”de var kamelæoner dem du mødte de er stærke end et normalt menneske og kan ændre deres udsende som en formskifter.”