Come get me if you can - Cullen

S: Storcenteret
T: Lørdag eftermiddag
O: Mennesker på shopping, masser af butikker
P: Sort læderjakke, sorte bukser. Dolk i bæltet. Rygsæk på ryggen.

På jagt - det var, hvad drengen var. Om byttet så var penge, smykker eller tøj var ligegyldigt, så længe det var dyrt. Han manglede penge, og selv om han hadede mennesker, var det her den bedste måde at skaffe dem.
Drengen havde udset sig et bytte. En ung pige med lyst hår, der havde øjnene på alt andet end sin taske. Forsigtigt gik han derhen og tog den fyldte pung op af hendes lomme og lagde den i sin rygsæk. Med et smil gik han videre, da hun hørte hende råbe "HVEM HAR TAGET MIN PUNG!" bag sig.
Sådan forsatte han lidt med flere personer, men snart løb han tør. Der var ikke mange, der var uopmærksomme, så drengen var nødt til at tage chancer.
Langsomt nærmede han sig sit næste bytte, en ung fyr, der vist kun var et par år ældre end ham selv. Han kunne se pungen i fyrens baglomme og lirkede den forsigtigt op, før han gik videre. Dog stivnede han, da han mærkede en hånd på sin skulder.

Godt nok havde Cullen ikke det vilde shoppegen, men han havde bestemt ikke noget imod at tage et kig på vinduer når muligheden bød sig. Han var stranden foran en herretøjsbutik da han pludselig mærkede nogle eller noget røre bagved ham. Det gav en småkildende følelse som bestemt ikke var normalt - slet ikke på bagdelen! Lidt forvirret vendte han sig om og nåde lige at se en yngre dreng vende ryggen til ham og pludselig få travlt med at komme væk. Stadig forvirret tjekkede han baglommen, hvor hans pung åbenbart var hoppet ud af. Højest sandsynligt med hjælp fra ungen der var godt på vej væk.
Hurtigt optog Cullen forfølgelsen med lige så hastige skridt, men en anelse diskret så ingen ville bemærke hans jagt. Først da han var indenfor en bestemt radius kunne han lange ud efter den andens skuldre og med et solidt greb i hans skuldre vende ham om. "Jeg tror du har noget, der tilhøre mig." Annoncerede han først, før han rakte en afventende hånd frem, med håndfladen op i forventning om at få sin pung tilbage.

Langsomt drejede han om på hælen, mens han trak sig et par skridt baglæns. Pungen havde han lagt i sin egen baglomme, og han holdt armene op i luften. At spille dum virkede ofte for ham. Og ellers var der altid metoden med at løbe. De mange år med klaustrofobianfald havde lært ham at bevæge sig ud af store folkemængder hurtigere end andre. "Jeg aner ikke, hvad du snakker om," svarede Athar med sit sædvanlige gavtyvagtige smil.
Han gav sig til at studere den fremmede og blev enig med sig selv om, at hvis man var til fyre, var han da et meget godt parti.
Stærke arme og i det hele taget muskuløs. Sikkert en varulv eller vampyr. Det kunne også forværre situationen med at slippe fra ham. Men Athar havde et våben, der uden tvivl ville komme bag på fyren her, uanset hvor stor og stærk han var.

At være mistroisk anlagt var ikke tilfælde for Cullen, men han var klar over, at ungen løj så bukserne fløj. Det havde han ikke behøvet det skæve grin for at afsløre, men det var en beskæftigelse. "Det er jeg sikker på, at du gør." Normalt var Cullen mere end frisk på at fjolle rundt og have det sjovt, men manden havde jo hans pung! Der var der en del værdigenstande i så han ville gerne have den tilbage før de kunne lege katten efter musen ... eller retter sagt: Ulven efter en tyv der skulle lærer at holde sine snilder fra andres røve, også selvom de var pæne. "Jeg vil forslå du aflevere den tilbage nu, inden det hele pludselig ikke er så sjovt længere." Selvfølgelig havde han ikke planer om at forvandle sig og gå amok i et storcenter, men det forhindrede ham jo ikke i at spille med musklerne, hvis det var nødvendigt.

Armene sænkede han og stak dem i hver sin baglomme. Med to fingre fiskede han nogle kontanter - ikke dem alle - op og lagde dem ved siden af pungen, bare for en sikkerheds skyld. Man vidste jo aldrig, hvad en som fyren her kunne finde på.
"Jeg har ikke taget noget fra dig," sagde han helt roligt. Vidste, at hvis stemmen rystede, blev man afsløret. Det havde han lært for længe siden. Det var noget af det aller første, man lærte som ung tyv, hvis man ikke ville opdages.
"Og desuden er jeg på ingen måde bange for beskyldende varulve," forsatte han, stadig helt roligt. Han mærkede allerede sine muskler forberede sig på kamp, og trangen til at trække dolken og gå direkte til angreb var stor. Men hvis han ikke ville anholdes, måtte han holde sig i skindet. Folk stoppede i forvejen op og så undrende på dem, før de skyndte sig videre.

Et bryn skød kort i vejret før han så sukkede opgivende. "Kan du bevise det?" Forlangte Cullen så at vide, på ingen måde overbevist om, at ungen faktisk talte rigtigt. Egentligt var han temmelig overbevist om, at det ikke var tilfælde. Den følgende kommentar der faldt kom en smugle bag på ham, men der var ingen grund til at panikke over, at ungen kunne bruge øjne. "Det kunne vi hurtigt ændre på. Men stedet er dårligt, så jeg syntes bare du skal give mig pengene - og de penge du lige har taget ud af den - og så kan vi få det her overstået." Cullen behøvede ikke super øjne for at vide, hvad der var sket - og at hans pung faktisk lå i mandens baglomme. "... og næste gang skal du måske overveje ikke at stille dig med ryggen til et spejl." Han gjorde en gestus imod den modstående butik, hvor der i udstillingsvinduet var et kæmpe spejl så man også kunne se det smarte tøj bag fra. Det havde bekræftet Cullen i, at pungen faktisk var der. Hvilket egentligt også kunne være sket uden, på grund af bevægelserne ved baglommen, men pengene havde han kun kunne bemærke igennem spejlet.

Lettere forfærdet kastede han et blik over skulderen og mødte sit eget blik i spejlet. Sådan noget pis! Hvordan kunne han lige overse det? Vreden kogte i ham, mens han fandt mandens pung frem og kastede den til ham. Det var utroligt længe siden, at han havde begået så dum en fejl. Det kunne da umuligt være sket.
"Jeg går ikke ud fra, at du har brug for de sidste sedler, med det tøj du render rundt i," hvæsede han. Han ventede ikke på drengens svar, før han vendte om og møvede sig gennem mængden hurtigere, end normale mennesker ville kunne. Og det var ikke kun frygten for at blive opdaget.
Han kunne allerede mærke hovedpinen banke i baghovedet, og han havde det som om, at menneskemængden kom tættere og tættere på ham. Han skulle ud. Lige meget hvad det kostede, skulle han bare ud herfra hurtigst muligt.

Et triumferende smil fandt vej til Cullens læber da han bemærkede drengens udtryk i spejlet. Det var fantstisk at et spejl kunne være så behjælpeligt! Pungen der pludselig kom flyvende i luften greb han ud efter og skulle lige til at kommentere på spørgsmålet da ungen sgu igen var på vej væk! Det var da pokkers! Han sukkede opgivende før han stak pungen væk i sin jakkes inderlomme og så fulgte efter ud igennem centret. "Giv mig én god grund til, ikke at få fat i politiet - eller anskaffe mig pengene igen." Han var klar over, at politiet måske ikke kunne gøre noget imod drengen, hvis de overhoved kunne fange ham. Derfor valgte han at tilføje det sidste som en mindre trussel. Egentligt havde drengen ret. Cullen havde ikke brug for pengene, men han gik ikke bare og stak sine hårdtjente penge ud til hver mand han mødte på eller forsøgte at bestjæle ham. Derfor var han interesseret i at få pengene tilbage igen, med mindre der da kom en god forklaring.

Mandens stemme kunne høres, og Athar blev klar over, at han havde kvajet sig. Den anden var alt for tæt på, og hvis han ikke kom udenfor med et godt forspring, ville han være næsten fortabt. Og dog, han havde jo trods alt sit hemmelige våben.
Dørene til storcenteret gled op, og et hologram takkede for besøget. Athar trak den friske luft ned i lungerne, og forsatte så med at løbe.
Hurtigt kom han forbi en mørk gyde, hvor et par lysende øjne stirrede på ham. Med en lille håndbevægelse signalerede han, at øjnenes ejermand skulle følge efter i skyggerne. Der ville højst sandsynligt blive brug for det nu.
Bag sig kunne han høre mandens skridt, og uden at sætte farten ned, trak han tasken ned på armen og puttede pengene derned. Endnu en gyde kunne anes i det fjerne, og den store container var tydeligt placeret mod vejen. "Katire," hviskede han, da han løb forbi, mens han lavede en lille håndbevægelse. Containeren fløj ud på fortorvet og blokerede vejen for hans forfølger.

Drengen ville tydeligvis ikke tale, så meget blev tydeligt for Cullen da han kom ud udenfor centret og modparten endnu ikke havde vendt sig om. Måske skulle han bare opgive det så? Ej, det var også for let. Alligevel gad han ikke at gøre et stort nummer ud af det. Derfor valgte han at følge efter lidt endnu. Han gjorde i hvert fald et forsøg, men pludselig kom der en container flyvende i fuld fart. Før Cullen kunne nå at reagere blev han slået ned og fik sig sikkert en pæn bule at vise frem den næste dage. I et par sekunder blev han liggende før han så skubbede containeren fra sig og stadig lidt forvirret kom op at sidde. Det var altså ikke ligefrem behageligt at få smidt sådan en ting i hoved, men det lykkes ham til sidst at finde op og ned på hans omgivelser og de bekymret mennesker der var forsamlet omkring ham. Hurtigt fik han dem forsikret om, at det var ganske fint og at det bare var en lille bule, før han så forsøgte at lokalisere den lille djævel.

Braget fra sammenstødet havde været tydeligt, og Athar smilede for sig selv. Det skulle nok lære den fremmede ikke at lægge sig ud med troldmænd. Det håbede han i hvert fald - hans tricks begyndte langsomt at slippe op. Han havde ikke været forberedt på at blive jagtet.
Han var nået til den tredje mørke gyde, hvor de lysende øjne igen fulgte hans bevægelser. Denne gang løb han dog derind og over til nærmeste brandstige. Let og adræt klatrede han op, mens følgesvenden fulgte hans færd fra jorden af. Den gik ikke til angreb uden at have fået besked. I stedet gemte den sig i de mørkeste skygger.
Tagstenene var glatte under ham, men det gjorde ham ikke noget. Vinden rev i hans krop og et nyt smil bredte sig på hans læber, da han fik øje på sit offer, der var omringet af bekymrede mennesker. Han fangede mandens øjne og vinkede. At stoppe jagten nu ville jo ikke være sjovt.

Hvorfor var folk så flabet?! Cullen skulede olmt efter drengen og fortrængte lykkeligt det faktum at han normalt selv var typen der sendte flabet smil efter folk. Irriteret skubbede han sig igennem folkemængden der havde samlet sig omkring ham før han løb hen til den brandstige den anden havde brugt. Eftersom det var lettere at bruge trapperne gjorde han det. Uden problemer ville han have kunnet springe op til den første etage og så trække sig op derfra, men han var jo ikke ude i at forsøge den mest besværlige vej.
Man kunne sagtens sige, at tag og højder ikke var hans rette element, men det var ikke noget der skræmte ham væk. Oppe på taget fik han rettet sig op og kiggede efter ungen. "Skal jeg tolke det som et nej? At du ikke har nogle gode grunde?" Kulden var irriterende, men han var alt for optaget af møgungen til at tage sig af noget som elementernes påvirkning. I hvert fald ikke nu!

Bag en skorsten stod han presset op af det kolde sten med hamrende hjerte. Ingen havde nogensinde fulgt efter ham så langt. Og han var fanget. Med en dyb indånding, trådte han frem, så den fremmede kunne se ham.
"Jeg HAR grunde. Men jeg forventer ikke, at en som dig vil høre på dem," snerrede han. Selv om han forsøgte at lyde selvsikker, rystede hans stemme en anelse. Han var skræmt fra vid og sans, havde aldrig været oppe at slås mod en varulv før. Og så stærk som den fremmede tydeligt var, kunne han nemt miste livet.
Og dog, måske havde han alligevel en chance. Han havde trods alt sit hemmelige våben og et par tricks tilbage. Men et fald fra den her højde, ville uden tvivl slå ham ihjel uanset hvad. Mon det var den andens plan? At slå ham ihjel?

Måske havde det været en dum idé at følge den anden hele vejen op på taget? Cullen følte sig i hvert fald ikke helt rolig oppe i de tyndere luftlag, men han forsøgte at holde masken efter bedste evne. "Jeg spurgte dig høfligt før ... inden du smed en container i hoved af mig, så hvad får dig til at tro at jeg ikke vil høre på dig. Eller ikke gad høre på dig?" Det gjorde jo ikke sagen bedre at gutten havde angrebet ham. Selvom Cullen ikke var den bedste med tålmodighed var en container lige i dette tilfælde ikke nok til at slå ham helt af pinden. Det ville dog være en dum idé at teste, hvor meget der skulle til, for i sidste ende skulle der aldrig meget til. "Så du kan jo give mig den grund nu her og så kan vi begge komme ned." Det ville han i hvert fald selv gerne og den anden så ud til at være nogle lunde enig ud fra hans kropssprog at tyde.

Fyren her virkede også en smule nervøs. Siden hvornår havde varulve tvivlet på deres egen styrke - både fysisk og mentalt? Det var da noget nyt.
Athar lagde armene over kors og rynkede brynene. Stolede ikke på den fremmede. "Og hvordan ved jeg, at du ikke bare skubber mig af taget, når jeg har fortalt dig mine grunde?" hans stemme var hård, men stadig tøvende. Vidste ikke helt, hvor langt han turde gå.
For selvom denne fyr virkede som en af de mere rolige varulve, så var varulve jo trods alt temperamentsfulde. Og det gjorde det jo ikke bedre af, at han havde smidt en container i hovedet på den anden.

Skubbe ham ned?! Cullen slap noget der kunne lyde som en latter ud af munden før han erfarede at det var endnu koldere og derfor hurtigt stoppede. "Hvorfor skulle jeg gøre det? ... Du kunne hive mig med ned i værste tilfælde og jeg er ikke ligefrem nogle tag-glad person så egentligt vil jeg bare gerne ned når du er færdig med at tro at jeg vil dig alt muligt ondt. Du smider containere rundt, ikke mig." Pointerede han, mens han overvejede, hvad der ville ske, hvis han bevægede sig lidt for meget. Han ville sikkert dratte ned. "Flere bekymringer?" En snert af irritation var sneget sig ind i hans stemme. Han ville virkelig gerne ned i en fart. At han ikke var i fuld gang med at puste sig op og være truende var delvis fordi han ikke for alvor følte sig truet og fordi han hellere ville vise lidt svaghed end at dratte ned i døden. Varulv eller ej, der var mange meter ned!

Den fremmede virkede omtrent lige så skræmt som han selv var. Men på den anden side kunne det jo godt være et trick. Også selvom fyren ikke virkede som en, der kunne lide at slås.
"Lad os lave en aftale," sagde han og begyndte at fumle med sit bælte. Hurtigt fik han sin dolk ud og rakte den ud mod den fremmede. "Denne dolk er noget af det mest dyrebare, jeg ejer. Hvis du har den, flygter jeg ikke. Og så kan vi tage den her nede på jorden."
Han var ikke meget for det, men det var lige umiddelbart hans eneste mulighed. Selvfølgelig kunne han også bare lamme den fremmede, når de kom ned, men ned skulle han altså bare så hurtigt som muligt.
Vinden tog igen fat i ham, og denne gang var han lige ved at glide. Han fandt dog hurtigt balancen igen. Forsøgte ikke at vise, hvor skræmmende det her egentlig var for ham.

Den dreng havde tydeligvis nogle problemer. I hvert fald tillids problemer. Cullen fik næsten ondt af knægten. Ved fremdragelse af kniven gloede han lidt på den før han så tog sig en hurtig beslutning. "Hve' du hvad? Skal vi ikke bare glemme det her. Behold pengene og kom sikkert ned på jorden. Jeg har ikke brug for din kniv til at tro på dig. Måske er jeg naiv, men det kan næppe være nødvendigt bare for at komme ned." Forsigtigt sendte han den anden et smil før han så gjorde klar til at nærme sig kanten og forhåbentligt kunne kravle ned uden at glide eller blive angrebet.
Ærligt måtte han erkende, at han var glad for at komme hen til kanten og kunne få mere fast og knap så glat underlag under fødderne. Hurtigt kom han tilbage ned til jorden, hvor han så vendte sig om for at se om drengen var fulgt med. At han havde udvist ungen stor tillid var han godt klar over - forhåbentligt ville han ikke fortryde det. Ellers måtte han lærer af sine fejl. Grumme som konsekvenserne ellers måtte være.

Brynene nærmede sig hans øjne, da den fremmede lod ham beholde pengene. Den var ny. Han så lidt efter fyren, da han begyndte at kravle ned. Selv kunne han følge efter eller springe videre til de næste mange tage. Tænksomt satte han dolken fast igen. Nej, nu måtte han altså lige se, hvad den fremmedes plan var, om det så var godt eller dårligt.
Langsomt bevægede han sig mod stien, betragtede udsigten en enkelt gang, før han fulgte efter ned af stien. Da der var halvanden meter tilbage, sprang han det sidste stykke. En kort smerte skar gennem benene, da han landede.
"Har du tænkt dig at fortælle mig dit navn?" spurgte han og så på den fremmede. Hvis ikke var det forståeligt. Uanset hvad havde Athar ikke tænkt sig at fortælle sit rigtige navn.
Et par lysende øjne fangede hans opmærksomhed, og med en lille håndbevægelse bad han sin følgesvend holde sig i ro.

Ganske som forventet kom drengen lidt efter og spurgte ind til hans navn. Cullen kiggede spørgende på ham. "Hvorfor skulle jeg det?" Han kunne ikke se, hvilken forandring det ville gøre. Derfor havde han ikke planer om det, men ville ikke have noget direkte imod det. Det var jo bare et navn og han var ikke den eneste med sit, men han havde alligevel ikke lyst til at give det til alle der kom forbi ham.
Den lille bevægelse drengen gjorde med hånden fik Cullen til at rynke på brynene. "Har du en hund med?" Det lignede noget man ville gøre til en hund, men han var ikke sikker. Måske tog han bare fejl af det. Egentligt var det lidt skuffende. Her gik han selv og var åben og imødekommende og ungen havde stadig hemmeligheder gemt i ærmet. Tillid var bestemt et problem hos ham.

Et smørret smil bredte sig på Athars læber. Den fremmede var ikke helt dum. "Man skal kende sin fjende for at slå ham," svarede han. Det var sandt, og det vidste han alt om. Bare navnet på folk kunne bruges imod dem. "Mit eget er gemt, men alle kalder mig Diabulos," forsatte han og bukkede elegant, uden at miste sit smil.
Det falmede dog, da den anden kommenterede på håndbevægelsen. Normalt lagde folk ikke mærke til den. Så forlod en latter hans læber. "Du er da ikke helt dum. Men nej, det er ikke en hund, og jeg ejer den ikke. Den er min følgesvend," hvor meget skulle han fortælle den fremmede? Det var noget, han lige måtte tænke lidt mere over. For det med at kende sin fjende galt jo også den anden vej rundt.
Men under alle omstændigheder havde Athar ikke tænkt sig at fortælle alt.

Interessant navn. Cullen gjorde dog ikke mine til at fortsætte med emnet og spurgte derfor hurtigt videre ind til hans håndbevægelser. "Følgesvend?" Det var et kryptisk svar. Lige lidt for meget til Cullens personlige smag. "... så han skal angribe mig når jeg mindst forventer det? Du har virkelig et tillids problem." Det var nok en god idé efterhånden at trække sig ud. Manden havde tydelig et par tricks i ærmet ud over at smide med containere. Dem havde han ikke lyst til at mødes igen. Hverken tricks eller containere. At en hovedpine endnu ikke havde meldt sin ankomst kom bag på ham, men det var desværre nok bare et spørgsmål om tid før det ændrede sig.
"... men det syntes jeg du skal tage et kig på ... eller forsøge. Det med den manglende tillid for tror det vil kunne hjælpe dig lidt. Selvom det selvfølgelig er svært som tyv." Filosoferede han videre i et par sekunder før han gjorde mine til at få afsluttet samtalen og få sig trukket ud af en potentiel problematik.

Endnu en latter forlod hans mund. Hvorfor skulle han følge den fremmedes ordre? Men helt dum var han da ikke. Måske lidt konfliktsky, men ikke direkte dum.
"Hvordan vil du have, at jeg skal fikse det, når ingen vil have noget med mig at gøre?" spurgte han og rynkede det ene bryn. Han kunne godt fornemme, at den anden ikke ville have flere problemer, og det var han ærligt talt heller ikke interesseret i selv. Så måske skulle de bare lade den være her og så snakke.
Han lagde armene over kors og skiftede vægten fra det ene ben til det andet. Mærkede sin følgesvends uro som var det hans egen. Den kunne snart ikke holde ud at skulle blive liggende mere. Men det kunne den blive nødt til. Han kunne ikke tvinge den til at blive, men han kunne lamme den, så den ikke kunne.

"I wonder why ..." Mumlede han sarkastisk, hvilket sikkert ikke var en god idé taget i betragtning af situationen. "Det kunne du selvfølgelig også starte at gøre noget ved. Mulighederne er mange, det er bare med at udnytte mulighederne." Han slog armene ud, før han så begyndte at bakke væk, hvor efter han til sidst endte ude på vejen og lod hænderne falde ned langs siden. "... men behold du pengene, arbejd lidt på selvtilliden og ... hyg dig med din magiske følgesvend." Et skævt grin vågnede op på hans læber, før han gjorde humør, snurrede rundt på hælen og begyndte at gå ned af gaden med hænderne afslappet i lommen. Forhåbentligt også alene.

At den fremmede begyndte at gå, lod han sig ikke mærke med. Der var stadig spørgsmål, han skulle have svar på. Derfor fulgte han efter fyren.
"Må jeg spørge dig om, hvorfor du lader mig beholde pengene?" spurgte han, da han var kommet op på siden af den anden. Han var nysgerrig, det lå i ham. Han måtte have svar på sine spørgsmål, koste hvad det ville.
De lysende øjne fulgte efter ham i gyderne, nu lidt gladere, fordi den fik lov at bevæge sig. Dog var den stadig klar på et angreb. Men Athar ville ikke lade den skade fyren her, det var bare en fornemmelse. Hvis det gik helt galt, ville han kaste en lammelse på skabelsen for at få den til at stoppe.