Until it hurts - Cullen

Sted: Ravens, Silent City.
Omgivelser: Beskrives
Vejr: Det er kølige vinde.
Påklædning og form
Emne til: @Cullen

---

Det var en stille aften. Siden hun havde stødt ind i en gammel ven forleden. Derefter havde hun fået overtalt en person til at sende en besked afsted til varulven. Og nu sad hun blot her og blomstrede - ventede på om, han overhovedet havde modtaget beskeden. Hun havde fået noget blod fra et par mennesker som var trådt ind. Mathias havde givet hende en mission efter en stor skat, og han havde sagt - at hvis hun kunne finde den, så kunne de diskutere hendes frihed. Og hvis hun fejlede, så ville han gifte hende væk. Og det var ikke noget hun overhovedet ville diskutere - det skulle ikke ske. Men hun turde ikke trodse Mathias på nogen måde. En ren kamæleon, vidste man aldrig om han lige pludselig kom og slog hende ihjel i sin søvn. Så hun forblev på hans gode side.

Pludselig kom en velkendt person ind af døren, og det fangede hendes opmærksomhed. Cullen. En ting hun kunne sige om ham, fra hvad hun kunne huske var, at han skam var blevet mere lækker med tiden, og selvfølgelig kunne hun ikke huske ham i detaljer fra en alder af 5. Men efter de løb ind i hinanden for omkring en måned siden, kunne hun huske hans fært. Hun var halv vampyr, det var ikke svært for hende at holde en fært genkendt... og så havde hun fotografisk hukommelse, som viste sig at være en god medfødt ting. Let rejste hun sig op og sank ganske stille en klump, og kørte en hånd igennem sit hår.
"Du kom..." Hun virkede overrasket nærmest forbløffet. Faktisk overraskende det mest hende selv, at hun blev så begejstret for at se et gammelt venligt ansigt. "Vil du have noget at drikke?" Spurgte hun, ikke fordi, at hun havde ærlige penge med sig, men hun kunne altid finde et par tricks eller to.. ofte var at tage bartenderens indre smerter en god betaling.

Beskeden Cullen havde fået tilsendt havde vakt undring, men da han fandt ud af, hvem der var afsenderen tøvede han ikke med at tage ind til byen der var hovedsageligt domineret af vampyrer. Det var selvfølgelig risikabelt, men han tog chancen og kom hen imod aftenen. Der indlogerede han sig kort på et vandrehjem, hvorefter han så sener på aftenen tog af sted. Så var der et sted at sove sener hen på aftenen.
Raven's bar var et ganske fint sted. Det måtte han give Malia, hans gamle veninde fra sine tidlige år på livet. Efter et par sekunder fik han lokaliseret veninden som han hilste på med et smil. "Tak som byder." Lød det med et kækt grin. Han fulgte med hende hen til hendes plads, hvor han slog sig ned. "So, what did you want me to?" Han kiggede på hende, stadig med et smil hængende i mundvigen. At han var nysgerrig var næsten en underdrivelse. Det lød som noget spændende og han var en kende beæreret over, at hun netop havde valgt ham. Der kunne have været mange andre kandidater som ikke var en barndomsven der var gået femten år siden hun havde set sidst.

Hun satte sig ned da han gjorde, efter hun havde sendt bud efter to drinks med en enkelt form for øjenkontakt til bartenderen. Så fik Cullen hendes opmærksomhed, og de store brune dådyr øjne kiggede blidt på ham.
"Altså, jeg har fået et kort til den her gamle gemte skat... og tænkte på, om du var interesteret i et lille eventyr.. jeg hader at rejse alene, og er ret kræsen med mine eventyrpartnere." Svarede hun med et lille drillende smil. Det var så sandt som det var sagt. Hun rejste ikke med hvem som helst, hvis hun ikke var tilfreds med sin makker ville hun hellere rejse alene. Nok var det ikke fordi de kendte hinanden, men der var noget over ham som hun mente hun kunne stole på. Måske fordi, at hun aldrig havde følt sig sær i hans selskab. Han fik hende til at føle sig som Malia, og ikke bare en Downworlder - selvom hun begyndte at holde mere og mere af det øgenavn med tiden.

Malia nikkede til bartenderen da han personligt kom hen med drinksne. Han rakte sin arm til Malia som greb om hans håndled. Stille kunne man se, hvordan mærke årer blussede op af hans arm, men forsvandt over i Malias, hvor de stille forsvandt - dog først helt forsvundet da hun gav slip. Så gik han igen.
"Det er sådan jeg betaler her. De giver mad og drikke, hvis jeg tager deres sørg og indre smerter væk. Plus jeg bliver mæt af det.. det er en win win." Hun trak let på den ene skulder. Det måtte se sjovt ud alligevel. På trods af, at Cullen nok aldrig havde fundet ud af hvad hun var. Så gjorde det hende intet, men han kunne altid spørge, hvis han ville vide noget. Der var ingen grund til at holde noget hemmeligt, ingen havde privatliv - det var noget hun havde lært på den hårdemåde.

Cullen var både smigret og vældig begejstret på én gang. Noget der sjældent lod sig gøre, men det lykkes for Malia. Et kækt grin vågnede op på hans læber. "Fedterøv, men jeg vil da elske at se, hvilken skat du kan bringe på banen." At hun også havde bestilt en drink til ham fattede han først da bartenderen kom og placerede to glas foran dem. Derefter skete der noget freaky som han ikke ville opleve igen. Med store øjne gloede han på scenen der udspillede sig før han vendte sig om imod Malia og kunne helt forveksles med et spørgsmålstegn. Heldigvis forklarede hun kort efter. At hun så blev "mæt" af det måtte betyde, at hun i hvert fald ikke var et menneske. Det overraskede ham egentligt ikke. "At least I'm not the only strange thing here." Selvfølgelig var han ikke det. Stedet vrimlede med vampyrer, hvilket ikke var spor sjovt for en varulv, men Cullen forsøgte ihærdigt at lukke det ude af hoved.
"Okay. Fortæl mig om vores nært forstående eventyr, hvilken skat er der tale om?" At spørge ind til, hvad Malia var, kunne han godt have fundet på, men egentligt fandt han det underordnet. Hun virkede stadig til at være som han havde mødt hende sidst og hun virkede ikke til at være interesseret i at rive hoved af hans krop - eller hvad hendes slags nu en gang forsøgte sig med. Det håbede han i hvert fald ikke, for ellers var han virkelig langt ude, hvor han ikke kunne bunde.