The job needs to be done - Sebastian

Sted: Arquor
Omgivelser: Hav!
Vejr: Der er lidt kraftige vindstød sommetider.. ellers overskyet og koldt.
Tid: Efter middag.
Påklædning + Form

---

"Gør som vi siger din forkælede Downworlder!" Råbte hendes øverstbefalende i hovedet af hende, så hun både kunne mærke, hvordan det ringede for sine ører, samt hvordan hans spyt ramte hendes ansigt. Malia klemte øjnene sammen, og ventede bare på han var færdig med at råbe af hende. De røde mærker og den flækkede læbe havde været resterne fra dette slag. Sådan var det nu hver eneste gang hun ikke var villig til at gøre, hvad der blev sagt. Men hun dette var jo for sindsygt. Mathias ville have hende til at svømme ned på havets bund og se om sirenerne gemte på skjulte skatte? Det var jo for sindsygt. Også kun fordi, en del af hende fra kamæleon... Sirenerne hadede smagen sagde Mathias, som om at det var trøstende.
"Fint!" Udbrød hun, og slog ud med armene til siden - så hun fik ham til at træde et skridt tilbage. Han greb derefter ud efter hendes kæbe, og holdt hendes øjne imod ham. Malia slog den væk.
"Men bagefter diskutere vi min frihed." Hendes stemme fik en seriøs klang på, og hun brød ikke øjenkontakten.
"Aftale." Sagde han så, og gik væk med sine andre medlemmer.

Malia sukkede da de var væk. Hun kastede kort blikket på den lille robåd, inden hun gik sukkende hen til den. Malia samlede noget reb op, og lagde det i båden. Så skubbede hun den lille båd ud i vandet. Så greb hun årerne og brugte sin styrke til at få den sat i sving. Efter et par timer var hun ude på midten af... ingenting. Malia lukkede øjnene hårdt sammen og sank en klump.
"Tænk på din frihed Malia.. tænk på din frihed.." Mumlede hun let til sig selv, og bandt så rebet til båden.. ikke at det ville hjælpe med at holde hende ret meget. Men så vidste hun hvor båden var. Malia rejste sig op og kiggede ned i det mørke blå hav. "Her går alt eller intet." Sagde hun til sig selv. Med rebet klemt først i den ene hånd, sprang hun i med et hovedspring. Sørgede for at bruge sin hastighed til hurtigt at komme ned i det kolde hav. Hun holdt vejret. Hendes krop kunne tage imod lavtrykket og holde vejret længere... men hvor længe havde hun ingen anelse om! Hun nåede overraskende bunden hurtigt. På trods af dybten. Hendes hånd klemte sig hårdt til rebet i hendes venstre hånd imens hun kiggede sig omkring. Hun måtte slappe af hvis hun overhovedet skulle kunne få energi til at komme op igen.

Pludselig i hendes lille søgning.. fik hun øje på et meget stort væsen. En sea snake. Hun havde hørt om dem.. men de burde være i det andet hav. Panikken bobblede op i hende. Og i det sekund slap hun rebet, og det resulterede blot i mere panik da dette store væsen var på vej imod hende. Hun satte af fra havbunden.. dumt nok.. for at prøve at komme op.. men noget fik fat i hende først..

Fingerspiderne rørte let havets bund og halen slog let til for at komme fremad. For det var alt han kunne gøre lige. Nå fremad. Han havde intet imod det, det var faktisk ret fredfyldt. Men intet i havet forblev fredfyldt for særlig længe og det vidste han. Derfor overraskede det ham heller ikke, da han hørte lyden af et andet væsen og en sea snake. Han sparkede lidt kraftigere med halen og rettede sig opad for at nå nærmere på lydene. Der gik ikke længe før han fik øje på sea snake'en og en.. pige. Han gryntede lavmælt af irritation før han slog rigtig til og spurtede fremad for at nå hen til pigen før sea snake'en. Det lykkedes ham. Han greb let fat i hendes arm og rev da ellers hende med sig. Smart nok at binde et tage et reb med ned i havet, så man kunne finde tilbage, måtte han indrømme. Han fulgte rebet og svømmede så hurtigt han kunne - hvilket langtfra var langsomt.
Let og uden besvær skubbede han pigen op til overfladen og skubbede hende op i båden, men om hun sparkede imod eller hvad, så ville han bare blive ved med at gøre det. Hun skulle op i den dumme båd før sea snake'en fik færten af hende igen.

Malia fik et overblik over ham, en sirene. Han fik hende op til overfladen, hvor hun tog en dyb indånding. Sirenen hjalp hende?... Han skubbede hende op, og selvom hans hænder var på hendes røv ignorede hun det.. vidste Sirener overhovedet noget om, hvad landvæsnerne mente om forskellige situationer? Malia kom hurtigt op og sidde, hvor hun kørte en hånd henover det våde hår. Så for hun hen til kanten for at kigge ned.
"Jeg havde altså fin kontrol over situationen." Sagde hun med et dog anerkendende smil på læben. Hun var taknemlig, men hun var langtfra færdig med det. Hun skulle tilbage til bunden. Malia måtte finde en form for skat dernede. "Jeg leder efter guld, diamanter og jeg smutter ikke tilbage på land før jeg har fundet noget." Stille rejste hun sig op og sank en klump. Hun ville springe i igen, medmindre den kønne sirene gjorde eller sagde andet til hende. "Fuck." Udbrød hun så og tog sig til hovedet imens hun vrissede af sig selv. Hun var blot fucking træt af sit liv, og enten endte der her - ellers for når Mathias endte med at slide hende op. Og kun en af de ting ville kun kunne leve med. Hellere blive ædt end hvad Mathias kunne finde på. Dog var det på samme tid ekstremt for hende, at finde ud af om hun skulle tage chancen igen. Så vendte hun sig om imod kanten igen, og lod armene falde ned på langssiden. Malia tog en dyb indånding.

Sebastian svarede ikke, han gloede bare på hende, imens han så lettere irriteret ud, men alligevel også ligeglad. Han overvejede kort bare at smutte, men hvis hun hoppede i igen, som det lød til at hun ville, og sea snake'en fandt hende var den lille smule energi, han havde brugt på at redde hende ligegyldig. Det gad han altså ikke. Hendes udbrød fik ham til at hæve et øjnebryn, inden han så sukkede. Landfolk. De var mærkelige og sagde underlige ting. Han svømmede lidt tættere på båden og trak sig lidt op, så han kunne se over den. Han så lidt rundt i båden, og kunne ikke se noget af værdi. Ikke fordi han ville stjæle fra hende, men hvis hun allerede havde haft noget, hvorfor skulle hun så have mere? Grådige væsener. Men hun havde intet. Så han måtte finde på en måde at holde væk fra havet.
"Der er intet af værdi." Hans stemme var harmonisk og uden tvivl dragende. Han svømmede hen til bagenden af båden og lagde sine hænder på båden - så sparkede han med halen igen, så båden rykkede fremad mod land. "Du skal tilbage. Du vil dø hvis du hopper i igen."

Der er intet af værdi, gentog sig i hendes hoved som endeløse ekko. Hun sukkede voldsomt. Fantastisk, hvad skulle hun så gøre? Malia mistede næsten balancen da han skubbede hendes båd lettere afsted. Hun trak på skulderen.
"Og? Burde du ikke være ligeglad?" Spurgte hun nysgerrig og lagde let armene overkors. Hun nægtede at ro. Malia vidste ikke om hun skulle tro ham eller ej. Endnu engang sukkede, sikke mange suk hun faktisk kom af med i dag. Typisk lorte dag. Men hun kunne ikke tage tilbage uden en fangst, og hvor meget kunne hun tjene på en sirene? Det burde kunne lade sig gøre blot at få en smule for det. Måske nok til sin frihed? Så hun gjorde, hvad hun gjorde bedst. Hun satte sig ned bagerst ved båden og nikkede så opgivende.
"Fint, jeg skal nok tage tilbage... men, vil du ikke følge mig lidt af vejen? Jeg kunne bruge en samtale med en anden person end dem jeg er van til." Det var ikke engang løgn. Hvis han kom tæt nok på, havde hun fået fat i sit andet reb. Trods alt hunvar 20 år, havde hun da lært goderne ved sin race og ikke kun svaghederne. Hun ville bruge sine hurtige bevægelser til at binde hans hænder og trække ham så hårdt hun kunne op i robåden. Hun hvæste af ham med sine vampyrtænder, for at han vidste, at han ikke var den eneste med skarpe tænder. Med den fysiske kontakt, ændrede hun sit udseende i takt med hun sprang i vandet. Det tog hende lidt tid før hun fik fornemmelsen af halen, men så tog hun fast i bådens bag og skubbede den afsted imod kysten.

Det tog da sin tid, men hurtigere end hun havde troet. Så snart hun kunne se, at hun kunne bunde. Så skiftede hun tilbage til sig selv, og trak båden op på land.
"Beklager charmetrold, men jeg kan virkelig ikke vise mit ansigt uden et trofæ." Hun vippede let hovedet på skrå da hun så på ham. Så greb hun fast i rebet og trak ham ud på landjorden, og lidt ind på strandsandet. Da de kom lidt op, stoppede hun og lod sig selv vælte ned på sandet lidt fra sirenen. Hun havde brugt ret meget energi i dag, og havde virkelig presses sig selv til sit yderste.

Han valgte ikke at svare på hendes spørgsmål. Han var egentlig pænt ligeglad med hende og hvad der skete med hende, men han gad ikke at have hun blev ædt efter han havde reddet hende. Han fortsatte bare med at slå med sin hale for at føre båden fremad og han så ikke på hende. Det skulle han nok have gjort. Han havde ført sine hænder lidt op for at få et bedre tag, så hans håndled var ret tætte på hende og pludselig blev hans hænder bundet sammen. At hun formåede at smide ham op i båden overraskede ham, men hans svar på om hvordan, hun klarede det besvarede hun selv uden at sige noget. Som svar til hendes hvæsen slog han hårdt ned i båden med sin hale for at få den til at gynge lidt, men han var lidt nysgerrig. Hun ville bringe ham til landjorden. Han kunne slå hende ud, når de nåede der, og udforske landjorden. Så ham blev liggende.

Da hun trak ham ud i sandet gispede han og slog et par gange ned i sandet med sin hale; han sprællede nærmest ligesom en døende fisk. Langsomt forsvandt hans hale og forvandlede sig til to ben; men ikke nok med det. Hele hans udseende, hele hans krop, den ændrede sig. Og han var nøgen.
Han hostede ned i sandet lidt og så sig derefter over skulderen. Ben! "Latterlige landvæsen." Grinede han og prøvede at rejse sig op, men så snart han kom lidt op at stå vaklede han lidt og faldt ned i sandet igen. "Er dette måden man takker andre for at have reddet deres liv på landjorden?"