Do you need some help? - Sebastian

S: gågaden
T: omkring klokken 11 formiddag
O: få mennesker, butikkerne begynder at åbne
P: læderjakke og sorte bukser. Rygsæk med diverse ting på ryggen. Dolk i bæltet.

Gaden var dejlig rolig, og Athar nød det. Normalt var her fyldt med mennesker, hvilket gjorde ham stresset. Hans plan havde egentlig været at gå på jagt efter en at stjæle fra, men vejret var for godt til, at han gad.
I stedet havde han pakket sin rygsæk med vand og nogle madder, og havde besluttet sig for at gå en tur i hovedstaden.
Det havde taget ham tid at komme hertil, fordi han boede i Rosenclaw, men det var nu fint nok. Hans trofaste følgesvend havde fulgt ham hele vejen og holdt øje med ham fra gydernes mørke.
Athars isblå øjne fangede pludselig noget, han fandt lettere interessant. En ung fyr, der så meget forvirret ud. Et let offer. Nej, han måtte lige se tiden an. Han lod sig dumpe ned på en bænk i nærheden og holdt øje med manden.

Skikkelse/udseende: Ian Somerhalder.

Sebastian forstod intet. Hvad var de der lysende dimser, som landvæsene havde i hånden og blev ved med at kigge på? Firkantet små lysende ting, men de så alle anderledes ud. Det gav ingen mening. For slet ikke at tale om bilerne! Sikken støj. Han kunne næsten ikke klare det, så højt var det. Lugtene, lydene, landvæsene; det hele blev for meget for den mandlige sirene. Han holdte sig for ørerne og lukkede sine øjne, men det hjalp ikke imod lugten. En mærkelig blanding af forskellige lugte, som han ikke kunne genkende. Det hele var er vrag og han kunne ikke finde ud af at rydde op på det.
Han havde fundet lidt tøj, hvilket var en skjorte og nogle lidt for store bukser, ellers gik han i bare tæer. Han bed sig svagt i underlæben imens han overvejede sit næste skridt. Han ville tilbage til havet, men han vidste ikke hvor han skulle gå hen.. Han udstødte et vredt og forvirret råb.

Da den fremmede begyndte at råbe, kunne Athar ikke holde sin latter tilbage. Man skulle godt nok være forvirret for at råbe sådan. Og så var den fremmede endda på bare tæer - hvordan kunne han holde det ud?
"Er du faret vild?" spurgte han højt for at overdøve støjen fra bilerne. Det var egentlig ret ironisk - selvfølgelig var fyren det.
Et forvirret bytte var et let bytte, og samtidig med, at Athar rejste sig for at bevæge sig nærmere fyren, studerede han den anden. Hans øjne fandt ingen værdier, og han mærkede skuffelsen nage i maven.

Det var da helt utroligt hvor forvirrende denne del af verden kunne være! alle de høje bygninger, larme, også mange landvæsener. Han kunne ikke håndtere og var meget tæt på bare at slå en ned, men han havde skam set de dumme biler med lys på, hvor mænd med pistoler og uniform sad inde i. Hvis han gjorde noget dumt kom de sikkert efter ham.
Midt i sin tankestrøm var der en som tog kontakt til ham og begyndte at snakke. Halv forvirret stirrede Sebastian på landvæsenet. "Nej!.. Kun lidt. Hvor finder jeg havet? Eller stranden, som I nok kalder det." Måden han udtalte 'I' på var meget arrogant og han havde tydeligvis ingen respekt heller.

Det ene øjenbryn fløj op i panden på ham. Den fremmede var ikke bare forvirret, han var også arrogant. Det lød i hvert fald sådan.
"Hvorfor fanden skal du ned på stranden?" vejret var ikke ligefrem til det. Det var køligt og blæsende. Slet ikke sommervejr. Hvad fanden var der i vejen med denne fremmede?
Hvad mon han var? En varulv var han i hvert fald ikke, og det lod heller ikke til at være en vampyr. Troldmænd plejede ikke at være så forvirrede. Og engle og dæmoner var meget mere usynlige i det daglige gadebillede.