A hunter and a Prey//Malia//

S Stierne, mod Ravens Night
Tid: Sent Aften
O Ingen, udover en jæger og hans bytte.
V Det har lige regnet og er derfor let tåget.
P Hans normal shadowhunter outfit.

Vinden hyldede svagt, op mod månen. Mens Elijah fulgte et tip han havde fået omkring et væsen en Downworlder, som havde jagtet mennesker her. Han havde derfor taget sig selv den frihed og ligne et helt normalt menneske, hvor til han havde gemt sin Seraph Dolk under jakken, mens han bevægede sig gennem stien og talte med en ven over den, en anden Shadowhunter faktisk, men det var ikke sikkert Downworlder ville vide det. Derfor ville han spille på det, hvilket han gjorde lige nu. ”Ja jeg ved godt at vi skal fremlægge i morgen James, men arghh, jeg orker ikke skal vi ikke bare pjækkede. ” Derefter nikkede han svagt som om den anden person der os var Shadowhunter over telefonen, virket til og fjerne ideen fra ham. ”Yeah du har nok ret, ved du hvad lad os tales ved senere, jeg skal hjem og jeg orker ikke og snakke mere ses.” Derefter lagede han mobilen fra sig, mens han bevægede sig langs jorden. Han, havde undersøgt lidt og vidste person var en Kamæleon. Men om det var en han eller hun var han heller ikke helt sikker på, han kunne dog se en kvinde lidt længere fremme som så fortabt ud, det kunne sikkert ikke være Downworlder, så snedig var de da ikke var de.

Derfor tog Elijah en rask beslutning og gik mod hende, han havde efter hans hævn på hans brors morder været mere beslutsom for at hjælpe andre, hvilket han stadig ville gøre han gik lige så stille hen mod hende. Da han var omkring 20 meter fra hende stoppet han op og hostet svagt, hvorefter han talte til hende. ”Øh Undskyld mig frøken er de faret vild, kan jeg hjælpe dig med noget. ” Han bevægede sig lige så stille tætte på hende for ikke og virke fjendelig, overfor hende men for at vise han bare kom for at hjælpe hende. Han gik derefter helt hen til hende da han mødte hendes blik, hvor han så gik helt hen til hende, inden han begynde og tale igen.
”Du skal da ikke være alene herude, ved du ikke hvad der kan ske, jeg er her for at hjælpe det håber jeg de ved.” Elijahs tænker om og finde væsnet virket ikke så vigtig længere da denne uskyldige kvinde, så ud til og ha behov for hans hjælp som han gerne ville gi hende, hvis hun da ville ha den.

Påklædning og Form

---

Det havde været nogle hårde dage. Mathias havde bedt hende om at bringe ham noget. Han søgte et arvestykke fra en eller anden familie, men hvilken anede hun ikke for Mathias sagde blot: "Du vil ikke være i tvivl når du ser det." Ikke at man kunne bruge det til meget, men så slap hun for slag - og hvem ville ikke gerne slippe fra det? Malia løsrev sig fra en menneskepige, og lod liget falde til jorden. I sine rasende tanker havde hun glemt at lytte til, hvornår nok var nok. Hun trak liget hen til buskaset og tørrede blodet væk med sin håndryg. En fremmed dog ikke helt fremmed fært trådte frem, og hun løftede hovedet. Der var en shadowhunter i nærheden. Det små mængder af engleblod der var i deres system kunne ikke snyde en vampyrs næse - og slet ikke Malias blandede sanser.

Der besluttede hun sig hurtigt. En shadowhunters våben måtte være meget værd... ikke? Så hun skiftede maske, rettere sagt hun gik fra ekstremt selvsikker til en fortvivlet ung pige. Faktisk lignede hun en som lige havde set sine forældre blive flået i små stykker. Og så snakkede han til hende. Helt uskyldigt løftede hun hovedet op og kiggede på ham med de største dådyr øjne. Malia var den fødte skuespiller. Sådan var hendes liv, aldrig et øjeblik til at være sig selv. Altid igang med en eller anden form for rollespil. Hun lignede en som havde grædt øjnene ud af hovedet for få sekunder siden. Og hun kunne få tårerne til at falde ned som et vandfald på kommando - så det lod hun. Hendes læber skælvede og vejrtrækningen var så ustabil, så hun havde svært ved at snakke. Alt en del af hendes nummer, men han kendte hende ikke - ingen kendte hende - ikke engang hende selv - så hvordan skulle han kunne vide han var ved at blive narret?
"J.. jeg så... Jeg så dem.. Lidt.. Lidt længere nede.. af.. af stien." Startede hun, hendes stemme lød både forskrækket og hjerteskærerende.
"De.. de dræbte dem. Kamæleonerne." Det ville forklare, hvis han syntes der var kamæleoner i nærheden og det ville dække hendes ryg at sige det. Lidt klog var man trods alt af at leve herude. Let kørte hun hulkende en hånd henover sit hår, og førte den derefter op for at prøve at tørre tårerne væk der blev ved med at løbe ud som var de ustoppelige. Hun pegede med en rystende hånd derover imod, hvorefter hun så kastede sig ind i hans favn - som havde hun blot brug for at blive trøstet. Hendes angreb ville ikke finde af sted endnu. Hun vil først have hans tillid.. og det måtte vente lidt.

Elijah så hende i øjne, hvilket nok var dumt og ha gjorde, dådyr øjne. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige eller gøre da hun snøftende fortalte ham om, hvad der var sket så han halvt på hende. Han begynde og tænke over, hvordan hun så ud, hvilket der medførte at hans tænker gik den helt rigtig vej. Hun var ikke elver, eller et menneske, et menneske ville nemlig ikke vide det med mindre, nogen, havde sat dem op til det her. Elijah skubbede hende derefter fra sig efter hun, havde sagt at der var Kamæleoner i nærheden, hvilket medførte at han ikke helt troede på hende, hun var ikke et menneske det var han sikker på nu. Hendes ord, havde selv gjorde det klart, ”hvor ved du fra jeg leder efter sådan en slags race.” Da det var sagte, greb Elijah fandt i sin dolk bag på hans ryg, hvorefter han så på hende med et gennemborende blik. Han, havde besluttet sig nu denne pige var ikke et menneske, hvor var han dum at ha troede hun var det, det gav ingen mening.
”Du er ikke et menneske, og eller ikke en elver, hvad er du.” Lød det fra Elijah af, hvorefter han træk sin dolk frem, så den var klar til og kunne angribe hende. Elijah bevægede sig lige så stille omkring hende, mens han prøvet og regne ud hvad hun var, hun var en slags kamæleon, men det var det eneste han vidste. Hun var sikkert en Downworlder, men hvad var hendes anden race så. Hun virket ikke til og bære nogen af de ting der kendetegnet, en Warlock eller dæmon eller Elver og menneske. Der ved, havde han lukket et godt par ud så hun var sikkert blandet med en vampyr eller sirene.

Han kunne huske navnet på den han skulle lede efter, hvilket gjorde dette her mere let, hvilket der medførte da han så over på hende. ”Tænk at jeg var ved og falde for det, en uskyldig pige der har set sine forældre blive myrdet på denne side, men godt spillede, en skam jeg bliver nød til og få dig smidt væk herfra.” Idet sammen han, havde sagt det stormet han frem og slog ud mod hende med hans dolk. Elijah havde ingen ide om, hvad der ville ske mens han gjorde dette her. Han anede ikke, hvordan han skulle tackle dem så det lettest var at prøve sig frem.

Hun fnøs kækt af ham, og vippede hovedet på skrå.
"Hvad afslørede mig? Mit umenneskelige gode udseende?" Spurgte hun sarkastisk og blinkede uskyldigt til ham. Hun skar en grimasse. "Bring it on." Tilføjede hun kort inden han løb imod hende. Malia blev stående, og så snart han var tæt nok på greb hun hårdt fast i hans jakke med begge hænder - løftede ham op fra jorden for blot at hamre ham ned i den. Hun rystede på hovedet af ham. "Jeg har ikke gjort dig noget. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor i shadowhuntere er så modbydelige overfor folk der ikke er som jer... et gammelt ord.. en smule racistiske?" Sagde hun og trådte et par skridt væk fra ham. Let tog hun sig til armen, dolken havde alligevel snittet hendes arm - men såret healede.
"Hvad jeg er... jeg er dit værste mareridt, hvis du ikke passer på." Svarede hun så. Så kørte hun en hånd henover sit hår.
"I er ligeså egocenterede som jeg havde hørt. Spiller heltene, vi har en traktat - jeg dræber kun mennesker når de er i Silent City. Det står i den traktat i selv har forslået - hvis du dræber mig så bryder du den... og du starter en krig... men så igen, ingen bemærker min død - så" Sagde hun så og skar en kort grimasse. "Men ved du hvad man siger til guden af død? Ikke i dag." Malia var opmærksom. Hendes reflekser var dobbelt så hurtige som andre væsner - så derfor var hun meget opmærksom. Så fnøs hun. "Arrh. jeg synes der var noget genkendeligt ved dig. Du ham shadowhuneren jeg stjal den halskæde fra for nogle år tilbage... dog havde jeg en anden maske på. Men stadigvæk. Sjovt som verden er lille synes du ikke?" Malia lo let og vippede hovedet til den modsatte side - hendes smil var en smule barnligt. Alt sørgen hun havde spillet var væk og hvem hun rigtig lige var... vidste ingen.

Elijah mærket hendes hænder tag fat om ham og siden han, ikke havde lavet den rune på sig selv, mærket han hendes kæmpe kræft, hvor på han blive smidt ned på den anden side. Han ville ikke vise smerte, hvilket der medførte han rejste sig op kort efter igen. Elijah fnøs svagt af hende, hvor til han rejste sig op igen. Han skulle ikke vise svaghed og slet ikke nu, ”mit værste marridt, ked af og sige det til dig, swetie but not likely.”
Lød det fra Elijah, hvorefter han træk hans våben tilbage i skeden igen. Han så over på hende og kunne lige så stille huske hende os, hvilket der gjorde at han nikkede svagt til hende. ”Yeah du stjal min familie arve stykke, vær glad for vi har mere af det og jeg ikke kunne være mere ligeglad, hvis du stjal den hurra, men du har stadig ikke den ting, der kun findes en af og er det hele værd, og dit smukke udsende, er det heller ikke, men det der gjorde det var den måde du sagde der var Kamæleoner på, for det første sagde jeg det ikke og et menneske ved normalt ikke hvad det er.” Da hun sagde det om dødens gud, kunne Elijah ikke lade vær med og le, ”yeah dagen er ikke over, derudover kan jeg ikke se nogen grund til jeg skal myrde dig lige nu og her, jeg ved godt man skal vente til det rette tidspunkt.” Da det var sagt stillede han sig op af et træ, hvor han sætte sit hoved på skrå, ”men ved du hvad jeg kan se igennem det med finger, hvis du ikke dræber folk på denne sti igen før mindste om en uge.” Elijah stillede sig op af træet, hvorefter han studeret hende, mens han talte lidt igen, "men meget god skuspil, kan se hvordan nogen Shadowhunter er ude efter dig, du er jo noget for dig selv." Lød det kækt fra Elijah af, hvorefter han blinket kort til hende.