Hvad sker der når sløret løftes? (Lia/Nagato)

Tid: eftermiddag
Sted: Ravens Night byen
Vejr: enkelte skyer på himlen
Omgivelser: normal befolkning

Eftermiddags solen havde nået sin position på himlen, og skinnede gladeligt ned på byen Ravens Night, mens nogle skyer bevægede sig dovent afsted, og en gang imellem kastede skygger ned, på folkende i gaderne, som havde travlt med hvad end de nu havde at gøre, i deres dagligdag. En af de væsner der skilte sig lidt ud fra mængden, var et væsen der bevægede sig hen over nogle hustage, for at undgå alt for mange blikke, og stoppede på kanten af en af dem, så han kunne se lidt udover byen.
Dette væsen var en kamæleon, der havde valgt at gå under navnet Nagato, og det at han bevægede sig henover husstage, var måske en mindre detalje af de ting der gjorde, at han skilte sig ud fra mængden. Nagato havde nemlig hvidt hår lige nu, og som altid havde han en maske foran ansigt, lavet i sort læder og med en mund aftegnet foran Nagatos mund, samt en lynlås der skildte tænderne på masken når den blev åbnet. Som tøj havde han sit sædvanlige sorte tøj, bælte og long coat, som var med til at give ham et mere uhyggeligt look, og i hans bælte havde han en række skriftruller, der sad klar til brug hvad end de nu kunne.

Nagato var kommet her, i sin søgen efter nogle gode steder at spise, da han havde en ret stærk forsmag for junkfood, og stadig ikke kendte dette univers særligt godt, efter han var dukket op i det krater, han var blevet fundet i, men undervejs havde han opdaget at der var nogen, som måske havde genkendt ham og derfor var begyndt at følge efter ham, og dem ville han lige tage sig af, før han fortsatte med sin egen gøren. Dem der fulgte efter ham nåede at indhente ham, fordi han havde stoppet op, hvilket han havde gjort med vilje, og de så ikke lige just ud til at være venlige typer. Dem der havde valgt at følge efter ham, var alligevel ikke nogen der havde genkendt ham, men var derimod 4 shadowhunters, der havde observeret ham, og gennemskuet at han var en kamæleon, så derfor var de efter ham, for at nedlægge ham, da de regnede med at han var en ballademager, hvilket måske ikke helt var ved siden af.
Hvad de måske ikke havde regnet med var, at de havde forfulgt en kamæleon, som havde en udspekuleret tankegang, og en ret så effektiv kamp stil. Nagato hoppede uden den mindste tvivl på sig selv, direkte ned i en gyde, og på vej ned greb han 2 skriftruller, som han holdt i enderne så de blev rullet ud til når han landede. På midten af begge skriftruller, var der et slags påkaldelse mærke, lavet af en warlok således, at da Nagato lavede en tynd chakra stang med hver pegefinger, og rørte midten af hvert mærke, blev der påkaldt 3 dukker der lignede lidt mennesker med bar overkrop, men som ret tydeligt var dukker. 2 af dem lignede hinanden på en prik, som var de tvillinger, mens den tredje lignede noget helt for sig selv, men de havde alle det tilfældes, at de var piercet flere steder med nogle sorte stave, i forskellige små størrelser.

Shadowhunterne fulgte efter ham ned i gyden, da de også ville holde denne slags mere diskret, men dette var lige hvad Nagato havde regnet med, for nu var de fanget af den overraskelse, at der var 4 modstandere i stedet for kun en. Dukkerne havde de samme tågede øjne som Nagato, med de skinnende rubin røde pupiller, og da shadowhunterne gik til angreb, fandt de ud af at dette var et problem for dem, for de kunne ikke angribe en af dukkerne eller Dust, uden at deres angreb blev pareret, når en af de andre fra Nagatos team så på, da de kunne se med hinandens øjne. En anden ting der kom bag på dem var, at da en shadowhunter angreb den ene dukke, åbnede dukken munden så et apparat blev afsløret, som fyrede et fabrikerede lyn af mod ham, så shadowhunteren blev toastet, og kort efter hoppede den dukke og Nagato lidt væk, da den ene tvilling åbnede munden, og fyrede en rimelig tung gas afsted, hvorefter den anden åbnede munden, og fyrede en flamme af, der fik gassen som fyldte luften til at eksplodere i et moderat flammehav. Denne lille flamme eksplosion klarede de sidste shadowhunters, og tilbage stod tvillingerne, men nu hvor Nagato havde vundet, stoppede han med at føre chakra til dukkerne, hvilket gjorde at de satte sig ned fordi de slukkede. Nagato var forpustet, og havde tydeligvis brugt en god portion energi, hvilket for en der ikke forstod hvordan hans evne fungerede, godt kunne se lidt mærkeligt ud, da Nagato ikke havde gjort særligt meget i den kamp.

”Vi ses i næste uge,” sagde Lia til sin producer, som hun forlod studiet og satte kurs hjemad. Hun havde netop indspillet hendes seneste sang, og det føltes godt. Hun havde haft en svær tid de seneste par dage, men tingene virkede endelig til, at lysne op. Hun bevægede sig forbi de små gyder, på sin vej hjem. Hun var ikke opmærksom på hendes omgivelser. Hun undgik kun med nød og næppe, at gå ind i dem der passerede hende. Hun var i sin egen lille glædesbobbel. Men så fangede noget hendes opmærksomhed. En mand der faldt ned fra et tag. Hun så op mod taget. Der var langt op. Men alligevel stod manden upåvirket. Hun blev nød til, at finde ud af, hvad helvede der foregik. Da hun nærmede sig, opdagede hun manden virkede uvirkelig på en måde. Som om han ikke rigtig var der. Forstillede hun sig det? Det var den eneste logiske forklaring. Hun havde været ude for noget traumatisk, og nu led hun af PTSD. Det kunne ikke være andet. Da tre andre dukkede op, havde hun mest af alt lyst til, at stikke af. Det kunne umuligt være noget positivt der foregik der. Men Lia følte sig alligevel nysgerrig.

Hun fulgte dem længere ned i gyden, men forsøgte, at skjule sig selv, så meget som muligt. Mændene der forfulgte ham, der havde hoppet ned fra taget, gik pludselig og uden varsel til angreb. Tingene ændrede sig pludseligt. Det var ikke mennesker. Det var dukker. Dukken åbnede munden og hvad der lignende lyn ristede en af mændene. Hun blev nød til at komme væk. Det måtte være hendes underbevidstheds forsøg på, at forklare alting der var sket med hende, alt det underlige og forfærdelige. Hun sneg sig væk, men væltede af forskrækkelse, da luften pludselig var fyldt med ild. Lia blev siddende og så forbløffet på manden, der virkede underligt forpustet. Han havde jo ikke kæmpet. Dukkerne var stoppet med at bevæge sig, nærmest som om de var slukket. Lia rejste sig og sank en klump. Hvad ville han ikke gøre ved hende? Det kunne ikke være godt, at hun netop havde set ham dræbe. Men selv hvis hun fortalte det til nogen, kunne de umuligt tro på hende. Dukker der dræbte mænd var bare ikke en troværdig historie. Men hun blev nød til, at vide hvad der foregik.

Med varsomme skridt nærmede hun sig, og forsøgte, at undgå de svedne lig. Hun stoppede et godt stykke fra manden, tydeligvis utilpas ved faktisk at være der. Men det var slut nu. Hun havde ikke brug for flere spørgsmål. Hun havde brug for svar. Lia lagde armene over kors og så på ham. ”Hvad skete der her?” Hun lød umiddelbart ikke bange. Selvom man godt ville kunne høre det, hvis man begyndte, at analysere hendes stemme og kropsprog. Om denne mand ville give hende nogle svar, var hun ikke sikker på. Men hun ville insistere. Så længe hun ikke satte sig selv i fare.

Det var først nu, hvor dukkerne var slukket og han stod stille, at hans hjerne sådan rigtig kunne gennem arbejde detaljerne, fra det der lige var sket, så selvom han havde haft 4 sæt øjne og 4 sæt øre, var det først nu at han rigtig hørte og så, alt hvad der var blevet observeret, gennem de ekstra øre og øjne. En af dukkerne havde set en ung dame, lige før tvillingernes ild angreb, men hvad der var sket med hende havde den ikke set, og en af tvillingerne havde set hende igen, lige før den var blevet slukket. Nagato kiggede tilbage mod gaden, for at se efter om hun stadig var der, og rigtig nok der befandt sig en ung dame, som nærmede sig med varsomme skridt, men alligevel valgte at stoppe et pænt stykke fra ham, og hans passive dukker. Nagato vente sig om mod hende, og i et kort øjeblik rørte han sit ansigt med den ene hånd, og brugte kamæleon evnen i ham, til at få masken til at forsvinde for det blotte øje, da han formede sit ansigt som sit eget ansigt. Der var dog enkelte ændringer, men fordi Nagato brugte maskens mund, som erstatning for sin egen, så han mere normal ud i ansigtet.

De tågede øjne så på Lia, i takt med at hun lagde armene over kors, og spurgte ham om hvad der skete her. Han kunne se hendes chakra strømninger, grundet et biprodukt af hans evne, der havde kostet ham hans normale syn, men gjorde at øjnene stadig kunne bruges til nogle enkelte ting. Ud fra den måde hendes chakra pumpede gennem hende på, gættede han på hun havde en puls, svarende til en skræmt persons hjerterytme, så han valgte at lægge ud med, at være venlig overfor hende, men også påpasselig da hun trossalt var et menneske, for dette kunne være hendes første rigtige møde med det overnaturlige.
"Jeg ved det måske kan lyde lidt langt ude, men det der skete her var, at jeg kom i kampolashe med nogle jægere, der havde valgt at jage mig, og jeg valgte så at forsvare mig overfor dem, ved at gå til modangreb!" sagde han roligt, og gav hende et let smil, mens han trådte et par skridt nærmere hende, så solens stråler ramte ham, og hun derfor bedre kunne se ham, og forholde sig til ham. Ved et nærmere øjekast, syntes Nagato at genkende denne unge dame, han syntes han havde set hende før, men han kunne ikke helt pejle sig ind på, hvem hun var, men hvis hun var kendt for noget, kunne han måske bruge det til, at gøre hende mere afslappet, så hun bedre kunne omgås de svar hun søgte i denne gyde.

"Undskyld jeg bare sådan spørg, men de virker så bekendt? Jeg ved de må have nogle spørgsmål omkring, hvad de har bevidnet her i denne gyde, men gør de kommer alt for godt i gang, må jeg så have den frækhed at spørge, hvad dit navn er?" spurgte han med et smil på læben, der var et tegn på at han prøvede at vise hende, at han ikke ville gøre hende noget. Han brugte sågar det respektfulde "de" om hende, for at give hende følelsen af, at han virkelig genkendte hende for noget godt, og selv hvis han var lidt usikker på hvad det var, så var det noget han godt kunne lide.

Lia var usikker på, om hun overhovedet ønskede, at vide hvad der var sket. Endnu mindre, da manden fjernede en maske fra sit ansigt, ved blot at røre ved den. Den forsvandt ud i den blå luft. Det skabte en række af spørgsmål hun ville stille ham. Hun lyttede tålmodigt til hans forklaring, selvom det lød underligt for hende. ”Jægere? Dem der skyder rådyr, fugle og sådan?” Det var den eneste type jægere hun kendte, så hvorfor skulle de jagte ham? Hun blev en anelse utryg, da han nærmede sig hende, men da hun bedre kunne se ham i sollyset, blev hun roligere igen. Så rolig som hun kunne være, efter hvad hun lige havde set.


Lia var steget i berømmelse det seneste år, men i situationer som disse, glemte hun ofte det. Det virkede ikke som en vigtig detalje. Han mindede hende dog om det, da han mente hun virkede bekendt. ”Lia Griffin.” Hun gengældte smilet en anelse, men det var stadig tydeligt, hun ikke var helt tryg. Det var vel blot et høflighedsmil. ”Du kender mig måske fra min musik.” Det var der, de fleste kendte hende fra. Hun havde også lavet noget tv, men det var ikke det hun var mest kendt for. ”Undskyld, jeg vil ikke skifte emne, men jeg er stadig forvirret. Kan du måske besvare mine spørgsmål?” Hun havde nok af dem.

"De er ikke helt den slags jægere, for de her jægere jæger nogen andre slags væsner, der er lidt mere farlige, end rådyr, fugle og den slags dyr!" sagde han tænkende, da han prøvede at regne ud, hvordan han skulle åbne den her for hende, uden at hun troede at han fyldte hende, med løgn og latin. Han overvejede faktisk ideen om at vise hende, hvad han kunne gøre med hans kamæleon evne, og hans chakra staff evne, måske det kunne løfte sløret der var lagt over hendes øjne, så hun nemmere kunne se, hvad der skete i skyggerne så at sige "De her shadowhunters som de kaldes, jæger væsner som ikke er mennesker, væsner som foreksempel mig, der tilhøre en race som kaldes kamæleoner, fordi vi har evnen til at efterligne andres udseende!"

Han håbede at denne simple forklarelse på, hvad shadowhunterne og han selv var, virkede forståeligt for hende, selvom det sikkert lød totalt gak gak for en som hende, der aldrig havde set hvad der foregik bag sløret. Da hun fortalte hvad hendes navn var, og hvad han måske kendte hende for, kunne han faktisk godt genkende hendes navn og stemme, han havde for nyligt overhørt en radiovært præsentere en af hendes sange, hvorefter han afspillede den, så nu havde han en idé om hvem hun var.
"Undskyld miss Griffin, det var ikke min mening at skifte emne på den måde, jeg er sikker på de må have mange spørgsmål om, hvad de har set her i gyden, problemet er blot at det kan være lidt svært at forklare, eller måske lidt svært at forstå hvis ikke man har set det med egne øjne, men hvis de tillader det, vil jeg meget gerne vise dem, at det jeg fortalte før med at jeg er en kamæleon, ikke er så skørt som det lyder!" sagde han med et forsøg på at have en mild stemme, så han ikke virkede lige så faretruende i hendes øjne. Han tog et par enkelte skridt frem mod hende, men ikke så langt, at han kom inden for hendes rækkevidde, eller trådte ud af sollyset, for han ville ikke skræmme hende, så da han rakte en hilsene hånd frem mod hende, ville det være hendes valg at træde nærmere, hvis hun tillod denne hilsen mellem dem "Mit navn er Nagato, og jeg er det man kalder en kamæleon! Hvis de tillader det miss Griffin, vil jeg gerne vise dem hvad jeg kan, jeg lover at de ikke kommer til skade, og hvis de ønsker det, kan de til hver en tid gå deres vej, og jeg vil hverken forfølge dem, eller prøve at gøre dem ondt, og hvis de vælger at blive, vil jeg svare på hvilket som helst spørgsmål de måtte have! Lyder det fint nok for dem miss Griffin?"

Lia var forvirret. Hvilke andre slags jæger fandtes der? Det virkede alt sammen meget mystisk, men der var nok en fornuftig forklaring på det. Det måtte der være. Overnaturlige væsner. Ja, det var da en forklaring. Men den virkede ikke særlig sandsynlig. Han måtte prøve at bilde hende noget ind. Men han virkede bare ikke som typen, der ville gøre den slags. Men det kunne ikke være sandt. Det hørte til i eventyr og fiktion. Ikke andet. ”Det virker ikke særlig sandsynligt.” Hun sagde det lavmælt, da hun egentlig anklagede ham for at lyve, og det havde hun det ikke godt med. Hun tog en dyb indånding og så ned i jorden et øjeblik. ”Undskyld, det er bare svært at tro på.” Det ville forklare nogle ting, men det ville også skabe en masse nye spørgsmål for hende.

”Det er okay. Jeg har brug for en forklaring, så hvis du kan tilbyde mig en, tager jeg imod.” Om det så var noget unaturligt, noget overnaturligt, eller en logisk forklaring betød ikke så meget. Bare det gav mening for hende. Han virkede rolig og mild, hvilket gjorde hende mere tilpas. Så tilpas man nu kunne være. ”Hvor skal vi gøre det?” Hun ville stadig holde sin afstand til ham, men hvis han kunne forklare det, ville hun følge ham. Hun havde fået en forklaring før, og hun begyndte at tro, det måske ikke havde været sandheden hun fik dengang, men en dækhistorie.

Han kunne godt forstå, at hun havde svært ved at tro på ham, og fandt hans forklaring usandsynlig, sløret havde gjort et godt stykke arbejde, med at sørge for at hun ikke så nogen overnaturlige ting, eller i det mindste sørge for, at hvad end hun så fik en logisk forklaring, der ikke indbefattede overnaturlige ting.
"De behøver ikke sige undskyld, jeg forstår dem udmærket godt, min forklaring virker rimeligt urealistisk, men jeg kan forvisse dem om, at jeg alene med egen krop, kan fremlægge beviser der kan bakke min forklaring op!" sagde han roligt, og smilede til hende. Hans smil var godt nok lige så følelses tomt som hans stemme, men han prøvede alligevel at gøre det til et mildt smil, så han virkede mindre farlig i hendes øjne. Hun havde trossalt bevidnet ham være farlig, da han kæmpede mod shadowhunterne, så han prøvede at fremstå mindre farlig, ved at smile til hende, og forsøge sit bedste på, at forklare hende hvad der var sket, og hvem ved? Måske kunne det han ville forklare hende, hjælpe hende for fremtiden, eller måske ville det gøre tingene være.

"Hvis de ikke har noget imod det miss Griffin, så opholder jeg mig på et nærliggende hotel for tiden, der kan vi snakke i fred, jeg kan vise dem mine evner, og hvis de har lyst, tilbyder hotellet både roomservice, og de har en udmærket restaurant, der servere nogle lækre retter!" foreslog han, før han gik hen til sine dukket, tog de skriftruller frem som han havde fået dem frem fra, og brugte dem til at få dukkerne til at forsvinde igen. Det havde virkelig vist sig som en fordelagtig aftale, at han havde snakkede med en troldmand, som havde lavet de skriftruller til ham, som han kunne bruge til, at transportere hans dukker med, for det ville have været besværligt, hvis han skulle gå rundt med alle de dukker, i stedet for disse skriftruller, som han satte tilbage i hans læderbælte.