I just lost it.. ~ Nagato

OBS! Dette er et fortidsemne.

Tid: Mørket har for længst lagt sig over urskovens dybe indre.
Sted: Dybt inde i Eldwist indre, inde hvor selv solen ikke når når den står højest på himmelen.



Det var længe siden hun havde mærke den friske vind mod sin hud, hendes hud føltes helt stram og tør som om hun knap kunne være i den og den snart ville springes hvis hun ikke kom ud herfra snart... Hun havde været her længe, eller måske ikke så længe igen i virkeligheden men det føltes som flere årtier hvilket dog ikke var muligt da hun kun var tretten år, men tre år var også lang tid når man havde den alder.
Hendes lange røde hår hang vildt omkring hendes ansigt, huden virkede nærmest transparent da hun ikke havde set eller mærke solen i snart tre år. De mørke grønne øjne holdt et nærmest permanent vildt blik til sig som så ud til at have sat sig fast helt inde. Aller inderst hvor hun ikke selv kunne nå.
Tingene hun havde oplevet her var noget en tretten årig ikke engang burde kunne forestille sig i sin vildeste fantasi! hun var blevet tortureret dag ind og dag ud og hver dag var hun blevet smidt tilbage ned i det samme bundløse hul hvor hun i dette øjeblik befandt sig men hun vidste at det ikke ville vare længe inden de kom og hentede hende, det hele skete altid samme tid, der var ingen variation i det, det var altid det samme dag ud og dag ind...
Hun havde stille og langsomt mistet forstanden og efter de havde tvunget hende til at dræbe havde hun mistet sig selv, hun anede ikke engang hvem hun var mere! Hun vidste godt hvad hun hed men kendte ikke længere sig selv når de en sjælden gang imellem lod hende få et bad hvor hun så kunne kigge sig i spejlet.
Som tiden gik holdt hun dog op med at kigge, hun kunne ikke længere kigge sig selv i øjnene. Ikke længere.
Alle disse følelser fik hende til at koge, en ting hun ikke havde mistet var hendes kampgejst, de havde ikke knækket hende og hver dag kæmpede hun imod selvom hun vidste at det var en tabt kamp...
Mon hendes familie savnede hende eller havde de opgivet håbet for hende?

Det havde taget ham lidt tid at opspore, denne unge lille dame, som han gik og ledte efter, og efter han havde fundet frem til hende, havde han brugt lidt tid på at finde ud af, om der var noget bestemt tidspunkt i hendes dagligdag, hvor det ville være bedst at gøre det ved hende, som han havde planlagt. På den tid Nagato havde holdt øje med den unge Hazel, havde han set hvordan hun var endt med at være, efter det de havde gjort ved hende, men samtidig havde han også set at hun var en fighter, så han havde lagt en lille plan om, hvordan han kunne lave rav i den, for at få hende ud af denne cults klør.
Nagato var iført sit sædvanlige tøj, som han nærmest altid gik i, lige siden han var kommet til dette univers. Hans tøjstil bestod af sorte bukser og trøje, et sort læderbælte med et dødningehoved bæltespænde, og en sort maske med en mund aftegnet på den, hvor der sad en lynlås på, der skildte tænderne når man åbnede den. På hans ryg, havde han en mærkelig puppe, der var indbundet i hvidt stof, hvilket gjorde det svært at se, hvad end det var der var inde i puppen.

Lige nu sad han gemt i de mørke skygger, på en gren hvor det kunne være svært at se ham. Han havde en fornuftig udsigt til der hvor Hazel var fanget, og han ventede blot på at hun blev hentet, til hendes daglige, ja nærmest rutine mæssige tur, gennem cultens forsøg på, at gøre hende til en af dem eller hvad end det nu var, de prøvede på med det de gjorde ved hende. Hans intensioner med at være her på dette mørke tidspunkt, var at han ville befri hende, selvom hans metode var en lille smule uortodoks, han havde nemlig tænkt sig at give hende en del af hans styrke, eller rettere en god portion af hans chakra, så hun havde masser af styrke og energi, til at bruge sine egne kræfter mod cultens medlemmer. Men som med så mange andre planer, kunne denne plan have lidt af en ulempe i sig, for hvis hun skulle have hans energi ind i sig, måtte han få et stykke af hans chakra stave ind i hendes krop, og så længe hun havde den i sig, ville der være en forbindelse mellem dem, skabt gennem den stav han allerede havde skabt.
De skinnende rubin pupiller, der sad i de tågede øjne, blev rettet mod den åbning han vidste Hazel ville komme ud af, når ellers hun blev afhentet, da han ventede at hun snart ville komme ud. Han gjorde klar til at skyde sin lille chakra stav af, ved at lægge den på sin tunge, lukke munden i et øjeblik, og da han åbnede munden igen, kom der et slags pusterør ud, lavet af hans knogle materiale hvor staven lå indeni. Så snart Hazel kom ud, og havde ryggen til ham, ville han skyde den afsted mod hendes nakke, for at placere den omkring rygsøjlens nakkehvirvel.